Forkyndelse til tiden


Skrevet av Leif Andersen


I actionfilmen Taking Lives med Angelina Jolie får retsmedicinerne på et tidspunkt et kranium fra et mordoffer udleveret. De skal så rekonstruere det oprindelige ansigt oven på kraniet, så offeret kan identificeres. Og det lykkes dem faktisk: Ud fra hovedskallens form og furer kan de modellere ansigtet, som det så ud, da det havde kød og sener og muskler og øjne og hud.
Men hvad de dygtige retsmedicinere jo ikke kan rekonstruere er: Hvilket udtryk havde dette ansigt? Hvordan var dets blik på den og den dato? Hvilket udtryk havde dette ansigt, når det hadede? Hvordan var dets ansigtsudtryk, da det døde? Hvordan så det ud, når det elskede?

En af de mest skræmmende og forstyrrende ting, jeg har lagt mærke til de senere år, er: To forkyndere kan have helt identiske læregrundlag; de kan hylde samme troslære, de kan formulere nøjagtig enslydende bibelsyn; de kan så at sige have samme dogmatiske skelet – men over dette dogmatiske skelet kan den ene forkynder modellere et gudsbillede med et mistænksomt, skulende, skræmmende ansigt; og over præcis samme dogmatiske skelet kan den anden forkynder modellere et gudsbillede med et varmt, trygt, elskende og mildt ansigt.
Forskellen på sådanne to forkyndere er måske ikke, at de har forskellig troslære. De kunne måske endda skrive en tommetyk dogmatik sammen og højst blive uenig i fodnoterne. Men de har forskellige gener; de har haft forskellige forældre, de har haft forskellige oplevelser – og nu står de så og prædiker helt forskellige gudsbilleder, så man næsten må spørge, om det overhovedet er samme religion.

Jamen er læren ikke nok?

Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at det er en skræmmende og forstyrrende tanke. For jeg er oplært i en tradition, der vogter læren. Min teologiske dannelse er sket under ekkoet af Luthers ord, at med hensyn til livet kan vi kun have uendelig overbærenhed og tålmodighed; men med hensyn til læren tåler vi intet og kan ikke rokke os en tomme, for med læren står og falder alt.
Sådan ser jeg faktisk stadig på det. For troslæren er ikke teori for mig. Både mit eget trosliv og min forkyndelse lever af læren. For mig er læren ikke blot betonfundamentet under huset; det er den gode, kraftige muldjord, vi gror i, “næret af troens og den gode læres ord, som du har fulgt” (1 Tim 4,6). Så for mig er læren overhovedet ikke livets modsætning, sådan som man kan høre det, når folk vrænger ad den “døde rettroenhed” og den “lammende ortodoksi”. Læren er vores værn, ikke blot mod ukorrekt forkyndelse, men også mod uglad og ufri forkyndelse. Læren sætter os fri; læren er livsnødvendig …
… og så viser det sig åbenbart alligevel, at læren åbenbart ikke er tilstrækkelig. Uanset hvor detaljeret man pinder den ud. Den er i hvert fald ikke tilstrækkelig, med mindre man udvider troslæren til også at omfatte homiletik og menneskekundskab og sociologi og kommunikation og retorik og selvindsigt.
Det tror jeg for så vidt også netop, at sand bibelsk troslære kræver: at udvides til også at omfatte homiletik og menneskekundskab og sociologi og kommunikation og retorik og selvindsigt.
For det kunne også siges på en anden måde: Troslæren kræver at udvides til også at omfatte kærligheden.

Er det fordømmende at forkynde?

Min datter Maiken er 17 år. Når hun ikke gider høre på faderlige formaninger og gode råd, siger hun det således: “Far, jeg vil ikke have en prædiken”! – hun siger ganske vist også, at det er OK, at vi kommer med gode råd, men det skal bare være på en anden måde, “ikke som en prædiken” …
OUCH! Her gik teologen og bildte sig ind, at prædikener først og fremmest er hjælp og befriende kristusord. For sådan har jeg lært det, og sådan har jeg for så vidt selv oplevet det: Prædikener kan da godt være kedelige, men de kan også være livgivende og trosgivende og glade (det mærkelige er, at langt de fleste prædikener, vores Maiken selv har hørt i den lokale kirke, har faktisk været omsorgsfulde, glade, indfølende osv. I praksis er hun faktisk ret glad for prædikener). Men ordet “prædiken” er gledet ind i sproget som et udtryk for bedrevidenhed, overlegenhed og bebrejdende nedladenhed.
Og det er der desværre grunde til!

Hvad er det værste og det hyppigste skældsord, man kan hæfte på forkyndere og andre kristne? – at de er dømmesyge!
Sommetider kan man endda undre sig over, at lige dén anklage, hvordan så end den udtrykkes, åbenbart altid ligger parat som en pistol under folks hovedpude, ladt og afsikret, parat til at skyde sin anklage lige i fjæset på den, der trænger sig ind på folks enemærker med et kristent budskab.
Det synes at være et af de få skriftsteder, alle mennesker kender. “Så meget ved jeg da, at der står i Bibelen: Du må ikke dømme.”

Men der er måske alligevel sket noget nyt: I gamle dage (dvs i min ungdom) blev forkyndere anklaget for dømmesyge, hvis de talte om synd og etik. I dag bliver selve det overhovedet at forkynde faktisk opfattet som dømmesyge …
I dag bliver selve dette, at man “stiller sig op”, “læser folk teksten”, “taler Guds ord” opfattet som et overgreb. Også selv om folk måske egentlig er enige i det, der bliver sagt, kan de vanskeligt finde sig i, at en står frem og mener at tale “sandhedens ord”, tale “på Guds vegne” osv. Indtil for en generation siden blev forkyndelse oplevet således, at nu fik vi at vide, hvad der var rigtigt og forkert. Dette var trygt, for nu fik vi vejledning og lys i en kaotisk verden. Vi lærte sandheden fra en autoritet, der kendte den.
Og vi kunne endda trøste os med, at sådan mente alle andre mennesker også om deres egen sandhed: Alle mente (i modernismens tid), at deres egen sandhed var alle menneskers sandhed, og alle andre havde bare ikke opdaget den endnu: Ateister og nyreligiøse og kristne og marxister var alle enige om, at der fandtes én absolut sandhed for alle mennesker – min! Nu manglede de andre bare at indse det.
Og derfor rendte alle egentlig rundt og forkyndte for hinanden dengang.
Det gav også god mening. For dengang var der 3-4 store, forkromede livssyn. Dvs der var 3-4 mulige svar på hver enkelt livsspørgsmål. Og derfor kunne vi udfordre folk til i det mindste også at sætte sig ind i kristentroen, så de kunne tage stilling mellem de forskellige livssyn.
I dag virker det naivt. I dag er der 3-400 mulige svar på hvert enkelt livsspørgsmål. Og ingen store, forkromede livssyn! Hver har sin egen lille private sandhed. Og derfor er der ingen, der skal stille sig op og forkynde “ord fra Gud”, som om de alene har sandheden.

I dag, hvor alle “store fortællinger” (dvs alle store ideologier) er uddøde, føler folk selve den påstand, at der findes en sandhed, der er sandere end alle andre, et overgreb. Når vi taler om Jesus som vejen, sandheden og livet, så oplever folk i dag det ikke bare som en påstand – de oplever det som en krænkelse.
Det er der desværre mange forkyndere, der bare vrænger ad. De tager sig til hovedet og spørger opgivende, om folk da ikke kan indse, at der må være én sandhed om verden og livet og universet, og vi skal bare se at finde den.
Men hvordan skulle folk egentlig kunne indse det? Det er jo ikke til at komme udenom, at i dag ved vi så meget, meget mere – men vi ved det mindre og mindre sikkert! Al viden er blevet usikker i dag.
Så folk har faktisk gode grunde til at være blevet skeptiske og kyniske. Og den forkynder, der ikke tør se dette nye vilkår i øjnene, kommer ingen vegne.

NT står på tilhørernes side

Og så er der også en anden grund. En grund, hvor vore tilhørere pludselig får det Nye Testamente på deres side.
“Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig!”
I alt hvad vi gør, i alt hvad vi siger, er vi lagt under mikroskop – vi bliver tjekket og scannet af vores omverden for én eneste ting: Kan man i vores holdning eller bag vore ord ane en snert af “Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker”?
Og kan folk ane bare en snert af det, så rejser alle forsvarsværker sig. Så vil alt blive tolket i det lys.
Og selve det, at vi åbenlyst kommer til dem med et budskab, en invitation, et kropssprog, en attitude og en formulering, der siger: “Jeg er kristen, du er ikke!” – det lægger op til præcis dét, vi allernødigst vil lægge op til.
Det er altså den anden grund til, at vi altid er blevet mistænkt for dømmesyge.

Men vi opdager det måske ikke rigtigt, fordi det meste af vores måde at kommunikere og prædike på bliver dannet i en kristen subkultur af enighed og gensidig forståelse; vi prædiker for hinanden, vi prædiker for kirkegængere og mødegængere. Mange af os aner meget lidt om, hvordan det er at henvende sig til skeptiske tilhørere, som sidder på vagt over for den mindste selvretfærdighed, og er på vagt over for den mindste mangel på respekt fra vores side.

Gammeldags, proklamerende forkyndelse opleves i dag som “ulvesprog”: I dag skelner pædagoger gerne mellem ulvesprog og girafsprog – ulvesproget (som angriber, som kritiserer, som vurderer), mens giraffen kan bevare overblikket (men uden at “se ned på” andre, fordi den samtidig er det dyr, der har det største hjerte)!
Det er ikke tilfældigt, at Marshall Rosenberg, som har introduceret  non-violent communication, girafsproget, i sin bog indleder et af sine kapitler med Jesu ord: “Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes ….” – Rosenberg er faktisk jøde; men her har de kristnes Gud altså sagt noget, som han kan identificere sig med.

En anderledes kommunikationskultur

Man kan måske synes, at det er altså rigeligt tøset! – hvorfor så ømtået, kan folk da ikke klare at blive modsagt lidt uden at gå helt i baglås? Sådan lidt mand-til-mand combat, det er da ikke at foragte. Al den empati og indføling kan da blive frygtelig børnehave-agtig …
Noget er der måske om det – på mange måder lever vi en feminiseret kultur, hvor mandlige dyder er trængt, og kvindelige måder at kommunikere på står i højsædet. Omgivet af kvinder lige fra vuggestue over børnehave til folkeskole og gymnasium, ofte opdraget af enlige mødre, vænnes folk til empatisk, indfølende kommunikation.
Det er også muligt, at folk virkelig i dag vanskeligere kan klare at blive modsagt. Det er muligt, at de oftere end før føler sig forkastet og foragtet ved at blive konfronteret med uenighed, fordi jegstyrke, identitetsdannelse, visheden om at være elsket af Gud, visheden om at være skabt i Guds billede, altsammen er katastrofalt svækket. Og så føler man, at man ikke kan blive modsagt uden at dø en lille smule.

Så vilkårene for kommunikation er måske anderledes i dag.
Måske – for jeg er faktisk mere tilbøjelig til at tænke, at det i virkeligheden altid har fungeret sådan, og at folk i virkeligheden altid er gået lige meget i baglås, når de bliver udsat for ulvesprog.
Og den så udskældte og mistænkeliggjorte “feminisering” af kulturen har måske i virkeligheden blot sat ord på en erkendelse og bragt den op til overfladen, hvor vi indtil nu bare har anet den som et utrygt, følsomt lag nedenunder al vores mandige konfrontationskommunikation.
Jeg kan i hvert fald i dag se hovedrystende tilbage på en del af mine egne ungdomsforestillinger om, at folk faktisk skulle kunne høre efter, hvad jeg sagde, når jeg bare stod med front imod dem og proklamerede og argumenterede og stod ovre på Guds side …

Selv at stå på tilhørernes side

Jamen er vi ikke som forkyndere nødt til at stå ovre på Guds side? Skal vi ikke kun stå på sandhedens side og alene sætte ord på dén?
Nej. Faktisk ikke. For står vi udelukkende ovre på Guds side og konfronterer folk med sandheden, så oplever de det netop, som om vi har vores på det tørre, at vi er ude ovre alle kampe og al tvivl, at vi står ovre på den anden side af en kløft med en megafon og råber gode råd og anvisninger over til staklerne: “Gud og jeg er blevet enige om ….”
Det har rystet mig dybt at opdage, hvor mange tilhørere der sidder med en stærk fornemmelse af, at vi står der og rækker dem et eller andet, som vi mener, de har brug for – men de har ingen fornemmelse af, at vi selv står og klamrer os til det som druknende mennesker!

Det er sandt, at vi skal stå på gudsordets side og tale sandhedens ord til mennesker. For ikke al tro er kristendom, og menneskers sandhed er ikke altid Guds sandhed. Usandhed skal konfronteres!
Men mennesker skal og må (i dag mere end nogensinde) opleve, at vi samtidig stiller os over på deres side og vandrer sammen med dem over imod Gud og hans ord.
Ja, vi vil blive stående på Ordets grund; vi vil stå på Guds side med front imod mennesker og proklamere hans ord. Men vi vil samtidig gå over til dem, der ikke står på gudsordets side, dreje rundt, stille os på deres side, stå ved siden af dem med front imod Gud og så invitere dem til at gå sammen med os over til ham.

Sat på spidsen: Der er to diametralt forskellige måder at forkynde på:
1. Kom over til Kristus og mig og bliv frelst!
2. Vil du med over til ham, der kan redde os begge?
Og selv om der ikke er nogen af os, der bevidst vil udtrykke os som i sætning nr 1, så høres vi uden videre sådan. Medmindre vi af al magt og helt bevidst forhindrer det. Og helt bevidst taler som i sætning nr 2.

Hvordan stiller forkynderen sig over på menneskers side? – i praksis?!

Noget af det vigtigste er at genkende de spørgsmål, den protest og den skepsis, mennesker sidder med – genkende den som en del af ens eget sind.
Så bliver man hyrde: Dvs man går selv foran. Man forsøger ikke at lede mennesker ad veje, man ikke selv går på.
Det gør en verden til forskel, om man kun formulerer svarene og gudsordet og troen og visheden, eller om man også formulerer spørgsmålene og indvendingerne. Og bruger tid og indlevelse og lidenskab til det! – som noget, man genkender fra ens eget sind. Ikke fordi tvivlen og indvendingerne skal sejre, men tværtimod fordi vi som fællesskab vil hjælpe hinanden på vejen hen til svarene og sandheden!
Den forkynder, der på denne måde også stiller sig over på tilhørerens side og vandrer sammen med dem, er altså ikke på vej et hvilket som helst sted hen! – som om sandheden nu pludselig er til afstemning, og som om det ene svar kan være lige så godt som det andet. Men man husker på og tænker efter: Hvis jeg nu stod helt derovre, hvor mit skeptiske eller ulykkelige medmenneske faktisk befinder sig, hvordan skulle jeg så komme helt derovre fra og helt over til troen på Guds ord?
Det kræver ikke bare evne til indlevelse, det kræver ærlighed over for en selv: I voldsomt omfang deler jeg jo faktisk protest og tvivl og undren og fortvivlelse med mine tilhørere. Jeg er jo rent faktisk som de. Så at stå og takke Gud, fordi jeg ikke er som de, er ikke bare usympatisk, det er simpelt hen for dumt …

Det er en naiv forestilling, at jo højere tvivlen og indvendingerne råber, jo højere skal troen og visheden råbe fra talerstolen! Vi tænker måske, at al den trosvished, der vælter ned i hovedet på folk, vel må kunne lede dem fremad og hjælpe dem hjem – jo højere, jo bedre. Men al erfaring viser, at den tværtimod lukker folk ude. For de kan slet ikke matche den trosvished og overbevisning, vi vælter ned i hovedet på dem, når nu meningsdannere og forfattere og livet og søsteren og manden siger noget andet.

Kun medmennesker kan forkynde

Vi kan altså ikke som førhen kun tale med autoritet. For ingen kan lytte til autoritet i dag. Men måske vil de lytte til autenticitet.
Ikke engang Gud forlangte, at vi skulle lytte til ham blot som en autoritet, der talte med myndighed. Selv Gud stillede sig over på menneskers side og blev medmenneske, svedte i angst, græd i fortvivlelse og skreg i gudsforladthed. Er vi i stand til dét? Eller gemmer vi os bag bibeltro sikkerhed?
I Kristus har vi mødt en Gud, der stillede sig over på menneskers side. Møder vore medmennesker dét i os og vores proklamationer? Eller møder de i vores proklamationer en betonmur af sikkerhed?

Noget af det, der overhovedet gør det udholdeligt at høre på Kristi myndighed er jo netop, at han var et menneske som vi andre: “Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst” (Hebr 2,17) …
… men er prædikanten overhovedet blevet det? – blevet som andre mennesker, i ét og alt blevet som sine brødre?
Når vi træder op på en talerstol, husker vi næsten at få det hele med os: vores bibel, vores mikrofon, vores manuskript, vores vandglas, vores ur – men vi mangler måske at tage os selv med op?

Det er overhovedet ikke enkelt. Måske noget af det vanskeligste i forkyndelsen i dag. For det er ikke gjort med at sige i forbifarten, at jeg er skam osse en synder. Det skal kunne mærkes! Det skal stå ud af ens porer. Og det skal ske, uden man gør sig selv til tema – uden man gør sig selv interessant – uden man krænker sine egne grænser og hænger sig selv offentligt og pinligt til tørre og gør folk forlegne. Og uden det bliver til bagvendt praleri over ens enorme syndserkendelse og ærlighed …
Enhver forkynder må finde sin egen form. Hyrdens form. Den måde at gå foran på, der får folk til at fatte tillid og følge efter. Hver må finde sin egen måde at gøre det troværdigt og tydeligt på, at jeg selv klamrer mig til nådens budskab, fordi jeg har konkret synd i mit liv. Fordi jeg har konkrete svigt i mit liv, fordi jeg konkret sårer og svigter mennesker.
Og hver især må også finde sin egen måde at gøre solidarisk fælles sag med tvivlende og usikre og skeptiske mennesker, så at de oplever sig genkendt og oplever os som medvandrere. Og ikke som dem, der allerede er nået frem og i mål og har grebet det hele ….

Den, der ikke kan genkende sig selv i sine medmenneskers spørgsmål, kan aldrig gøre sig håb om, at de vil genkende sig selv i hans svar.
Det handler altså ikke om, at vi skal til at lade som om – eller til at opfinde de spørgsmål, vi faktisk ikke stiller. Vi skal blot erkende og ordsætte dem, der faktisk ligger i os.

Svag for de svage

“Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen” (1 Kor 9,19ff).
“Alt er jeg blevet”? – buddhist for buddhister? ateist for ateister? relativist for relativister? Næppe. Men dette er en ganske anden sag: at blive svag for svage, synder for syndere, tvivler for tvivlere.
Det er ikke som en rolle eller et kostume, man tager udenpå, eller noget man blot lader som om. Det slipper man aldrig godt fra. Men sådan, at man tager det ind under huden og lader det vække genklang i en selv. Med den risiko, at ens verdensbillede begynder at kæntre.
Det er først, når man rystes i sin sjæls inderste over, om kristendommen overhovedet kan nå hen til dette menneske, om den overhovedet har noget at sige dét knuste menneske, dén selvoptagede narcissist – det er først, når man selv, på egen krop, har mærket suget fra relativismen: om kristendommen overhovedet gælder til alle tider og i alle kulturer – først da har man fattet, hvad der foregår mellem evangeliet og og ens samtidige. Så er man ved at have fat i hermeneutikkens drama. Man er ved at forstå den afgrund, Ordet skal nå over. Man er ved at se verden og høre Ordet med medmenneskets øjne og ører.
Og man ophører med at forarges.

Terapeutisk forkyndelse

Jamen lyder det ikke nærmest som … øh … man tør næsten ikke bruge ordet … øh næsten terapeutisk?!
Jo. Det håber jeg virkelig. For Jesus er også terapeut. Han er det ikke først og fremmest; først og fremmest er han frelser fra synd og fortabelse. Men terapeut er han også. Endda som så afgørende en side af sin identitet, at hvis den ikke havde været tydelig, så havde han afsløret sig selv som en uægte messias.
“Da mændene var nået frem til Jesus, sagde de: ‘Johannes Døber har sendt os til dig for at spørge: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?’ Jesus havde netop helbredt (therapeuo) mange mennesker for sygdomme, lidelser og onde ånder, og mange blinde havde han givet synet. Og han svarede dem: ‘Gå hen og fortæl Johannes, hvad I har set og hørt: Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører; døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige’” (Luk 7,20ff).
En messias, der kun forkyndte evangeliet, men ikke også  tog sig af menneskers terapeutiske behov, ville være afsløret som falsk.
Og: En kristendom, der kun forkynder evangeliet, men ikke tager sig af menneskers terapeutiske behov, har afsløret sig selv som falsk.
“Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred (therapeuo) syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet” (Matt 10,7f).

Det er sandt, at “terapi” i dag er blevet en noget snævrere størrelse; det betegner oftest psykisk hjælp i psykisk nød. Den klassiske betydning var bredere, den var simpelt hen “helbredelse” (som i “terapeutisk dosis” eller “fysioterapeut”). I dag er en terapeut en, der tager sig af sindet, af sorgerne, af sårene, af angsten, den manglende selvtillid, selvhadet, depressionen.
Men i det mindste må denne side være indeholdt i den klassiske, bredere betydning af terapi: “Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket” (Matt 4,23).
I dag er den psykiske hjælp i psykisk nød måske endda blevet vigtigere end nogensinde – som en integreret del af kirkens diakonale tjeneste. Ingen omsorgsdel må nogensinde blive kristendommen fremmed og blot skubbes over på andre. Men nu hvor den medicinske og kirurgiske terapi er blevet så dygtig og har løst så mange kropslige problemer for os, er mange menneskers fokus nu i stedet rettet imod sindets kriser og sindets sygdomme. Fordi det ikke hjælper specielt meget at få en sund krop, hvis sindet stadig er sygt eller tungt som en sten.
Og den tætte sammenhæng mellem psyke og ånd gør det måske endda specielt nærliggende, at nutidig kristendom så også zoomer ind på samme fokus.
Derfor: En kristendom, der svigter sit terapeutiske omsorgsansvar, svigter ikke bare en nutidig efterspørgsel, men et bibelsk anliggende og et bibelsk menneskesyn.
Og det er ikke bare et kønt princip; det kan umiddelbart mærkes, om forkynderen og sjælesørgeren og fællesskabet har dette anliggende inde under huden.

Det kan sagtens gå galt

Men kan kristendommen holde til det?
Det er faktisk ikke sikkert. Jo vigtigere sådan et fokus er, jo farligere er det, når det går galt. Og det gør det desværre. Deprimerende ofte. For det er virkelig svært, det her!
Det går galt på mindst to måder:
1. Det åndelige og det psykiske skilles ad.
2. Det åndelige og det psykiske forveksles.

1. Når det åndelige og det psykiske skilles ad, forsøger prædikanter og sjælesørgere og fællesskaber at henvende sig til mennesker, som om de bestod af ren ånd. Hverdagens menneskelige, emotionelle og psykiske kriser spises af med åndelige fraser eller fejes simpelt hen til side som uvæsentlige. For de regnes ikke for at have nogen betydning for det evige, det egentlige (hvilket forøvrigt i sig selv er en katastrofal kortslutning: Hvis mennesker svigtes i alt det menneskelige, kan de næppe høre på vores præk om det evige! Så vel kan det have evighedsbetydning!).
Dette er måske den klassiske fadæse. Den gamle generations fejlslutning.

2. Når det åndelige og det psykiske forveksles, forsøger prædikanter og sjælesørgere og fællesskaber derimod at løse menneskers evige og åndelige problem med rent psykiske virkemidler.
Er dette nutidens hyppigste fadæse?

Man kan nu og da få det indtryk fra nutidig forkyndelse og sjælesorg, at Jesus ikke længere er kommet til jorden for at frelse syndere (1 Tim 1,15); han er i stedet kommet til jorden for at frelse stakler. Så er der desværre sket det, at det terapeutiske fokus i praksis ikke længere understreger, men undsiger korsets evangelium. Evangeliet handler ikke længere om Guds nåde, men udelukkende om Guds trøst. Synd er, at det er synd for os.
Vi gøres til de egentligt gode. Medens Guds godhed efterhånden er højst tvivlsom.
Og så er der sket en psykologisering af kristendommen, der ikke bare høvler alle knaster ned og gør den glat og friktionsløs, men som til syvende og sidst undgår selve dens centrum: ordet om korset.

Diakonal forkyndelse

Jamen det terapeutiske kan vi da også få andre steder end hos Kristus! Vi skal vel ikke til at fuske som amatørterapeuter? Og skal vi ikke nøjes med at række mennesker det, som kun vi som menigheden kan give dem?
Nej. For selv om vi såvist ikke skal fuske, så er dette præcis pointen i det diakonale. I diakonien rækker vi jo ikke mennesker det, som kun kristne kan række dem; vi rækker dem det, alle gode mennesker kan række andre. Grunden til, at vi rækker dem hjælp, omsorg, trøst, afgiftning, er ikke, at det kan de ikke få andre steder – men fordi vi elsker mennesker. Fordi vi er en falsk menighed, hvis ikke vi rækker dem det.

Han lærte Martha, at “ét er fornødent”, nemlig “den gode del”, gudsordet. Men selv sled han sig op som en Martha – for at række mennesker alt det knap så fornødne!
Han lærte os først at søge Guds rige og hans retfærdighed, og at alt andet blot var tilgift. Men selv begyndte han ofte med først at række mennesker alt det, der følger med i tilgift: glæde, liv, helbred.

Så i alt dette handler det jo ikke bare om, hvordan vi fortæller om Jesus –  det handler også om, hvordan vi skal handle over for hinanden! Hvordan skal vi bruge vore ressourcer, hvordan skal vi prioritere vores menighedsliv, vores arrangementer – hvordan skal vi hjælpe hinanden, når vi er i krise, når vi har brug for omsorg?
Skal vi hjælpe hinanden til at tro – eller skal vi også hjælpe hinanden til livsglæde?
Det er et område, jeg slet ikke selv er færdig med. For det er selvfølgelig nemt at sige: begge dele! Men sagen er den, at der er noget, der er vigtigere end andet ….

Det er en udfordring til os, at vi ikke bare får skildret Kristus korrekt, men også i den rigtige balance mellem terapi og frelse: “Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”
Der er forskel på gudsriget og tilgiften! – tilgiften kan vi så godt her og nu kalde alt det terapeutiske i allervideste forstand: Det handler om glæden i dette liv. Gudsriget handler om det evige liv.

Det vigtige og det vigtigere

At Bibelen regner noget for vigtigst, betyder altså ikke, at den regner alt andet for uvigtigt! Den skelner blot mellem det vigtige og det vigtigere.
Jesus bruger faktisk utrolig mange ressourcer på det dennesidige, det “timelige”.Og der er meget, der skal rettes op på – nogle gange har kirken faktisk selv gjort det nødvendigt at sende folk til terapeut …
Men det evige er alligevel det vigtigere. Tydeligst (og vanskeligst) mærker vi det, når Gud ligefrem selv synes at holde igen med sin terapeutiske omsorg! Når han virker skjult og ubønhørlig.
Der er jo i Jesu mund ord så forpinte og vanskelige, at vi knap kan klare blot at læse dem: “Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede” (Matt 5,29); “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel” (Luk 14,26f).
Her er livsglæden og efterfølgelsen under Jesu kors sat så markant op imod hinanden, at det mest virker som et enten-eller. Og det kan det faktisk også blive nu og da. Oftest bliver det heldigvis ikke; men det kan blive det.

Det går altså galt, hvis vi formidler og aftegner en Kristus, der ikke vil være terapeut, som kun tager sig af det evige spørgsmål om frelse og fortabelse, om himmel og helvede. En frelser, der er ligeglad med vores liv og glæde her og nu. Eller som måske kun lader, som om han er vældig optaget af vores liv her og nu, mens det kun er et trick, så han kan få krogen i os, ind i sit rige, hvor det hele går på det åndelige og evige.
Det går også galt, hvis vi formidler og aftegner en Kristus, der kun vil være terapeut! – som sætter alle sine ressourcer ind på, at vi skal have det rart og få godt selvværd og være glade for livet.
Det går faktisk allerede galt, hvis vi skildrer en Kristus, som først og fremmest vil være terapeut, og så først i anden omgang vil være frelser. Kristus er frelser først, dernæst er han terapeut.
Men det er han til gengæld med iver og kærlighed!

Et amputeret menneskesyn

Dette kan meget vel være en af grundene til, at en luthersk tradition i dag sakker næsten håbløst bagud: Vi forsøger ofte at nå mennesker, som om de bestod af ren ånd. Vi er bomstærke i læren, og vi kan bare det der med teser og trosbekendelser. Men hvad psyke, oplevelser og følelser angår, er vi næsten hjælpeløse. Ja, vi har næsten gjort det til en teologisk dyd at være emotionelt fremmedgjorte. Ikke mindst i forkyndelsen.
Men der er nok to grunde – ikke én grund! – til den lutherske tøven, når det gælder henvendelsen til følelserne!
– den gode grund: korsteologien, som lærer os at skelne mellem tro og erfaring, for at vi kan frigøres fra oplevelighedens tyranni, og for at vi kan tro på og leve af det, vi ikke kan se.
– den dårlige grund: intellektualismen, som ikke blot advarer imod oplevelsestyranniet, men simpelt hen advarer imod oplevelser som farlige og sværmeriske, og er tilbøjelig til at placere troen i hovedet alene.

Hvis det er rigtigt, så må vi, der jo er så gode til at skelne og definere, snart se at få fingeren ud og lære at skelne mellem den gode og den dårlige grund. Hvilket vil sige: Lige så ivrigt som vi fastholder korsteologiens frihed fra erfaringskravet, lige så ivrigt begynder vi at møde mennesker i en ny, sund følelsesfuldhed. Ikke fordi vi tolerant nedlader os til at komme et tilfældigt, nyopfundet krav i møde, men fordi vi er skabt ikke blot af Helligånd, men også af muldjord.
Også på dette punkt er det ved at være sidste udkald.

Jeg må for egen del erkende, at jeg nok ofte har forstået “Troen kommer af det, der høres” for snævert: som om det kun var ørerne på et menneske, der hørte gudsordet! Men sådan som NT beskriver menneskers møde med gudsordet, er det snarere hele mennesket med kød og krop, hud og hår, blod og bagage, der hører.
Det er sandt, at erfarings- og oplevelsestyranniet, hvor folk kun tror på det, de føler og oplever, er en ødelæggende fare (teologisk kaldes den for herlighedsteologi; den ligger som noget dybt destruktivt og farisæisk i os allesammen; og den er ikke at spøge med!). Men det betyder ikke, at vi har lov til at se stort på følelser, æstetik, lidenskab og psyke! Så håner vi den Skaber, der har dannet os som både krop, psyke og ånd.

Gud greb i sin åbenbaringshistorie til visuelle og æstetiske virkemidler med en enestående kreativitet og opfindsom mangfoldighed: en brændende tornebusk, et rygende bjerg, ildsøjle og skystøtte, tabernakel og tempel, profeter med visualiserende livsskæbner – og først og sidst en mand, hvis undere og tegnhandlinger var prædikener langt ud over det blot og bar metaforiske.
Derfor må prædikanten ydmygt indrømme sin store afhængighed af, at alle sanser tilgodeses. Ingen kan taget noget ind via ørerne, som fællesskabet og forkynderen modsiger på alle andre sanser!

Dette kan meget vel være en af grundene til, at en luthersk tradition i dag sakker næsten håbløst bagud. Vi er bomstærke i læren, og vi kan bare det der med teser og trosbekendelser. Men hvad oplevelser og følelser og sanselighed angår, er vi næsten hjælpeløse. Ja, vi har gjort det til en teologisk dyd at være emotionelt fremmedgjorte. Ikke mindst i forkyndelsen.

At holde balancen

Hvordan finder vi balancen? Jeg holder meget af et udtryk fra Peters prædiken i Salomos Søjlegang, hvor han siger om dem, der tager imod Guds rige: “så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit” (ApG 3,20). Evangeliet sætter fri! Sandheden gør fri; “de tider er kommet fra Herren, da vi kan ‘ånde frit’” – ¬ men hvad er det, vi skal sættes fri til, når det gælder følelsen og den åndelige erfaring?
1. Jeg sættes fri til at erfare! – ¬dvs jeg er åben og modtagelig for glæden. Og ikke blot, så jeg ikke sparker og protesterer, hvis den skulle overfalde mig; jeg har lov til at søge glæden, bevidst! “Mæt mig med fryd og glæde, lad de ben, du knuste, juble” (Sl 51) For vi er skabt til glæde, og vi er genløst til glæde.
2. Jeg sættes fri fra at skulle erfare!  – ¬dvs jeg er ikke afhængig af oplevelsen. Jeg glæder mig over den, men stoler ikke på den; den står ikke over ordet, men understreger ordet og gør det levende for mig. Ordet står fast, nåden står fast, jeg har Jesus, uanset hvad mine erfaringer siger.

Forkynderen må altså bevidst henvende sig til mere end bevidstheden. Han må også henvende sig til kroppen og følelsen. I samarbejde med rummet, med organisten / pianisten, med arkitekten / maleren, med mødelederen / lovsangsgruppen etc må han bevæge mennesker. Det er ikke tilfældigt, at “bevægelse” – hvor noget virkelig flyttes – ikke er et kognitivt udtryk, men et emotionelt udtryk.
Det, der forklares mig, forstår jeg. Det, der bevæger mig, flytter mig.

Engang, midt under et foredrag, blev jeg selv helt forskrækket, da det gik op for mig, at det, jeg stod og sagde om den lutherske prædikens tendens til at spalte hovedet fra kroppen, var ord til andet det samme som det, såvel prostituerede som sexmisbrugte overlevere sagde om deres egen overlevelsestaktik: at de for at udstå, hvad der skete med dem, måtte spalte sindet fra kroppen.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal lægge i det. Men det kan ikke være godt.

Mange hårdtarbejdende prædikanter, som gør deres yderste for at være fremme i skoene, være kreative og intelligente og nyformulerende, synes at overse det langt vigtigere: at den måske mest fortvivlende grund til, at så mange mennesker søger uden om gudstjenesten og kirken, er at de savner lidenskab, hjertelighed, varme, glæde, inderlighed, kropslighed. De gider ikke alle de foredrag!
Sandt er det, at vi ikke kan opleve Gud direkte, og at han for vor erfaring ofte er skjult. Men når alt kommer til alt, er det jo ikke prædikanten, der skal skjule Gud for folk! Gudsrigets skjulthed er ikke forkynderens ansvar. Det er ikke vores job at lægge gudsskjulthedens byrde på mennesker. Vort ansvar er tværtimod at mildne den, forsøge at tage den af menneskers skuldre og fylde deres liv med glæder, oplevelser, berøringer, skønhed og erfaringer. Skulle Gud i sin mærkelige kærlighed i stedet lade dem opleve skjulthed og sorg, bliver det hans ansvar. Det er ikke vores bord. Vi kan blot forsøge at lære dem at leve med det og skimte hans kærlighed også bag skjultheden.

Hvorfor så indviklet?

Hvorfor skal det hele være så indviklet? Er Ordet ikke enkelt? Er evangeliet ikke det enkleste af alt?
Jo. Ordet er enkelt. Loven er alt det i Ordet, der dømmer os. Evangeliet er alt det i Ordet, der sætter os fri og rejser os op. Og hver gang forkyndelsen lykkes, så bliver det hele præcis så enkelt igen.
Det, der er indviklet, er alle vore forvridninger. Vore misforståelser, vore forsvarsmekanismer, vore overspringshandlinger, vor medfødte protest imod det enkle evangelium. Det er dem, der gør det nødvendigt for hver ny generation at nyskrive homiletikken. For hver ny generation finder nye måder at forvride evangeliet på.

Loven er Guds bud: det dobbelte kærlighedsbud, de ti bud. Den udtrykker Guds kærlige hellighed. Men i mødet med uhelligheden i vores liv udløser den dom og død; den er “dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver.” For den lover liv og frelse på betingelse.
Evangeliet er Guds nådestilsagn: forsoningen ved Kristus, genfødslen ved dåben, retfærdiggørelsen ved tro. Den udtrykker Guds kærlige barmhjertighed. I mødet med uhelligheden i vores liv udløser den nåde og frihed; “Ånden gør levende … og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed”. For den lover liv og frelse ubetinget.
Dette er gudsordets binære væsen.
Det næstvigtigste i nutidig forkyndelse er: at møde mennesker, hvor de står. Det allervigtigste er: at møde mennesker, hvor de ikke selv ved, de står. Dvs møde dem i lov og evangelium.

Hvad sker der, hvis man blander Guds lov og Guds evangelium sammen?

Mange forkyndere (særlig unge forkyndere) synes, at det kan da virkelig ikke være så indviklet; det kunne de bestemt ikke finde på at rode sammen. Men den sørgelige virkelighed er, at hvis ikke vi målbevidst og lidenskabeligt kæmper imod sammenblandingen af lov og evangelium, så sejrer den helt af sig selv. For den lever af den farisæiske natur, som ligger dybt og destruktivt i os allesammen (og bl.a. – ¬som nævnt ovenfor – ¬er drivkraften i vores medfødte herlighedsteologi!).
Denne drift til sammenblanding er en slags åndelig dødsdrift. Den er en åndelig fristelse: fristelsen til selvretfærdighed. Den er lige så stærk som vores kødelige fristelse: fristelsen til synd og egoisme. Og den forkynder, der ikke hele tiden har den i baghovedet og kæmper imod den, er hjælpeløs over for den. Og han kan ikke hjælpe mennesker med noget af det vigtigste overhovedet i livet: den åndelige frihed, uden hvilken vi hverken kan leve, elske eller tjene.

Et eksempel: Forkyndelsen slipper ikke uden om det smertefyldte budskab, at vi ikke har levet, som vi skulle. Et af forkyndelsens mål er afsløringen. – Men hvordan kommer man så videre derfra? Det mest logiske er selvfølgelig at forkynde således:
Vi har ikke gjort det så godt, som vi skulle …
… altså må vi nu gå ud og forsøge at gøre det bedre!
Det er indlysende. Men det går alt, alt for stærkt. På den måde bliver det slet ikke en kristen prædiken. Det bliver moralsk oprustning. Eller det bliver en politisk prædiken.

Derfor skal og må forkynderen, hvis han vil udfordre til tjeneste og godhed og offervilje, først lede fra den dårlige samvittighed hen til nåden: til dåben, til forsoningen, til trosfrimodigheden og den befriede samvittighed – og blive dér et godt stykke tid. Give tid og rum til at kunne få vejret igen, til at rette sig op, få tudet af, til at hvile ud som et barn i nådesfavnen. Først derfra kan han bevæge sig videre til forpligtelsen.

Afsløret.
Befriet.
Forpligtet.

– dette er rækkefølgen! Du kan ikke bare rode rundt mellem dem og gå ud fra, at folk alligevel kan finde ud af at leve i frihed, glæde og kærlighed. Den klare skelnen mellem loven og evangeliet er ikke en dogmatisk petitesse, men kernehemmeligheden i afslørende, frigørende og forpligtende forkyndelse.

Det er derfor en stadig kamp at forkynde præcis så enkelt, som Ordet egentlig er.

Relaterte artikler

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.