Om prosjektet Sunt og sant

Snakk om sex i kirken

Kristne ungdomsledere vil gjerne snakke med tenåringer om seksualitet, men vet ikke hvordan. Nå får de hjelp på suntogsant.no.

Hvorfor er det så vanskelig?

Ungdom har mange spørsmål om kropp og sex de ikke får svar på. Vi ungdomsledere mangler trening i å snakke om personlige temaer, og kan bli litt sjenerte når vi må snakke om sex. Da blir det flaut for ungdommene også. For å slippe å gå inn på de vanskelige spørsmålene, kan det være fristende å komme med lettvinte og klare svar. Da får ikke ungdommer tillit til at du vet hva du snakker om, og de finner informasjon andre steder. Hvis vi overlater til tenåringene å finne ut av alt selv, svikter vi.

Hva er seksualitet?

Seksualitet er ikke det samme som å ligge sammen eller å ha en kjæreste. Seksualitet er noe vi er, og ikke noe vi gjør. Denne innfallsvinkelen kan gjøre det lettere å komme i gang med praten om sex. Vi kan snakke om hva det betyr at vi er skapt med en kropp, hvorfor kropper er ulike, og hvordan kropper virker. Eller en kan snakke om hva det betyr å bli forelsket, hvordan det føles, og hvem man forelsker seg i. En annen innfallsvinkel er å snakke om den man er, om mangfold og om det å være annerledes. Andre aktuelle saker er hva en kan gjøre med uønsket seksuell oppmerksomhet over mobiltelefon, eller hva jevnaldrende ungdommer tenker om sex.

Hvordan snakke om sex?

Ved hjelp av enkle øvelser som igangsettere for en samtale, kan det skapes et trygt rom for å snakke om krevende temaer som rus, sexpress og abort. Og en kan snakke om hvor godt det er å bli tatt på av den man er glad i, og om tryggheten i et stabilt parforhold. Etter hvert vil ungdommene komme med sine vanskelige spørsmål. De kan få svar på en ærlig og skikkelig måte, uten at det trenger å bli ubehagelig personlig for noen.

Sunt og sant

Suntogsant.no vil gi konfirmantledere hjelp til å snakke relevant, sunt og sant om seksualitet med ungdom. Gode samtaler tar utgangspunkt i ungdommers egne erfaringer, livene de lever og et språk de forstår. Slik kan vi gi hjelp til refleksjon og bidra til å skape holdninger. Nysgjerrige tenåringer kan bli flinkere til å ivareta sine egne grenser og respektere andres. Når vi som kirke snakker godt om aktuelle temaer, bidrar vi også til å gjøre troen og kirkens budskap mer relevant. Så handler det ikke bare om sex.

Skrevet av Christen Christensen

Andaktsprosjekt

Tredje semester på teologistudiet på MF, hvor jeg studerer, hadde jeg et praktisk-teologisk fag, hvor et av delemnene var forkynnelse for ungdom. Foreleseren tok opp noen elementer han mente burde være med i en andakt:

Historier (beste måten å transportere informasjon på)
Bilder (beste måten å lagre informasjon på)
MIT (most important thing – en hovedsetning som sier det du skal si)
Kultursans/Kontekst (lytte, lukte, se)
Kok – (Alt bør ikke komme i rekkefølge, kok det sammen)

Sitt siste punkt understøttet han med å vise til ungdom i dag som en ”internettgenerasjon”. Med dette mente han at hvis du f. eks gav en skoleklasse i oppgave om å skrive om Martin Luther, så ville de alle bevege seg mellom hundrevis av ulike kilder på internett og på biblioteker; i motsetning til for 15 år siden da alle gikk på biblioteket eller til læreboken. Poenget her er at ungdommer i dag på samler informasjon fra ulike kilder, men ender opp med et relativt likt resultat, selv om de leser alt uten en nøye sammenheng, en tydelig rød tråd. Personlig er jeg en stor tilhenger av den røde tråden. Men jeg valgte allikevel å la tilfeldighetene råde i en andakt jeg skulle ha om Gud. Jeg bestemte meg for å ta undervisningen bokstavlig!

Min MIT var: Gud er skaper, frelser og nærværende – treenig. Det var disse tre sidene ved Gud jeg ville fokusere på. Henholdsvis med fokus på Gud som skaper, Jesus som frelser, og Ånden som nærværende, samt ville jeg si noe om treenighetens mysterium.

På små lapper skrev jeg ned: historie 1, og historie 2. Videre lagde jeg en lapp hvor det sto skrevet: bilde. Så tok jeg en lapp og skrev MIT på. Jeg la lappene i en kurv, og lot den gå mellom de som lyttet på meg, vi var ikke flere enn kanskje 10 -15 stykker. Tilfeldig trakk de opp en lapp av kurven når jeg ba dem om det, og så snakket jeg om det jeg hadde forberedt på forhånd til den lappen. Eksempelvis leste jeg en historie når en av historielappene kom, og viste/brukte et bilde når bildelappen kom. Alt i tilknytning til the most important thing. Slik kom de ulike delene av andakten på tilfeldig tidspunkt. Det hører med at jeg i kurven også hadde lagt flere lapper som mer fungerte som overskrifter på de temaene jeg skulle snakke om. Blant annet var det bibelvers om Gud som skaper, Gud som frelser og Gud som nærværende. Disse leste jeg opp i en form av Lectio Divina, med musikk og gjentakelse. Og jeg hadde en lapp hvor det sto: Treenigheten. Til den hadde jeg forberedt noe å si om hva treenigheten er.

Slik kom bibellesing, bilder, historier, litt lære om treenigheten og MIT på helt tilfeldig tidspunkt og om hverandre, hvor ungdommene trakk tema for hva jeg snakket om eller gjorde.

Refleksjoner til opplevelsen

På denne måten fikk jeg virkelig brutt opp fra en tradisjonell måte å holde andakt på, hvor den røde tråden ofte er veiviser. Og sant og si fungerte det relativt godt, men det kan ha med mange faktorer å gjør:

1.Vi var ikke mange. Det ble en personlig setting.
2.Det var variasjon i hva som ble gjort og sagt.
3.Det varte ikke for lenge, og var et ganske ”enkelt” budskap (MIT).

En forutsetning for at noe slik skal fungere tror jeg er litt knyttet til disse tre punktene, spesielt det første. Og blir det heller ingen variasjon i hva som skjer etter de har trukket et par lapper, og de gjennomskuer at det gjentar seg; kan det kanskje fort bli kjedelig og tamt – og en mer tradisjonell andaktsform ville kanskje ha lønnet seg i stedet. Derimot tror jeg de ble litt overrasket når det som skjedde varierte, og jeg tror de fikk med seg hva som var the most important thing i andakten.

Uansett tror jeg dette kan være et friskt pust for ungdommene, samt et artig prosjekt som kan bidra til nytenking innenfor forkynnelse til ungdom. Jeg tror nok ikke dette er et konsept å bruke i eksempelvis en gudstjenestesammenheng, i så fall må det tilpasses en del. Jeg tror heller ikke at alle temaer bør snakkes om i en slik form; eksempelvis temaer som er tunge og hvor det er viktig at ting blir sagt i rekkefølge, og med en naturlig progresjon. Her vet man selv best å vurdere, men dette kan kanskje være et tips til å tenke litt nytt i forbindelse med forkynnelse!

Foto: Beate Evensen, Telen

Helt siden jeg var liten, har jeg elsket de store fortellingene, enten de utspiller seg på film eller i bok. Etter hvert har jeg oppdaget at flere av dem også har noe å si til troen min. Det kan være tilsiktet fra forfatterens side, slik som i Narnia-bøkene til C. S. Lewis, eller det kan springe ut av et åpent møte mellom tekst og leser, som er tilfelle med J. R. R. Tolkien’s Ringenes Herre. Slike fortellinger har gitt troen min viktige perspektiver. Og da jeg begynte å jobbe som prest, oppdaget jeg at det også gikk an å lage gudstjenester rundt disse fortellingene…

Dermed ble det Ringenes Herre-gudstjenete i Notodden kirke i april 2008, og Narnia-gudstjeneste i juni 2010. Mange mennesker har et forhold til disse fortellingene, og dette er en spennende måte å gi troen et nytt språk på, og nå ut til nye mennesker.

Her har jeg forsøkt å samle noen nyttige tips til andre som har lyst til å lage temagudstjenester med utgangspunkt i litteratur eller film, og samtidig dele noen av erfaringene fra disse to gudstjenestene jeg har vært med på selv.

1. Ta utgangspunkt i et konsept som er allment kjent. Man kan sikkert lage en spennende gudstjeneste med utgangspunkt i Goethes Faust, men folk flest har ikke noe særlig kjenneskap til denne fortellingen. Derimot har mange et forhold til Ringenes Herre, Narnia, Harry Potter, Star Wars, etc.

2. Velg en fortelling som kan knyttes til livets store spørsmål. Mr. Bean er kjent for de fleste, men mangler dypden. Hvis vi vil gjøre ham til utgangspunkt for en gudstjeneste, så må vi bruke ham for langt mer enn han er verdt. (Men episoden om Mr. Bean i kirken kan gjerne brukes som introduksjon for konfirmanter eller på alpha-kurs eller lignende.) Derimot er det mange av de store fantasy- og science fiction-fortellingene som på gripende måter sier mye om livet og om å være menneske.

3. Se etter Gud i fortellingen. Er det noen karakterer som formidler sider av Gud? Er det noen som ofrer seg for å frelse noen, slik som Gandalv eller Aslan? Og som kanskje til og med står opp? Finnes det en kongeskikkelse med messianske trekk (frelserkongen som skal komme), slik som Aragorn? Er det noen som fungerer som veileder eller hyrde, som rektor Dumbledore i Harry Potter? Er det noen som kommer til unnsetning?

4. Se etter mennesket i fortellingen. Er det noen som er ”vår representant?” Eller noe som sier noe om det å være menneske? I Narnia ivaretar Edmund noe av dette. Han faller for fristelsen, velger galt, og setter seg selv i en skikkelig klemme. Eneste løsning er at Aslan frelser ham. I Ringenes Herre ser jeg hobbitene som bilder på oss. De er vanlige folk, men de får store oppgaver i fanget. De følger kallet, slik disiplene gjorde, og med hjelp utenfra maktet de store ting.

5. Se etter fellesskapet i fortellingen. Finner du noen metaforer for menigheten? Er det noe som formidler at det er viktig å ikke stå alene? Ringens brorskap er et godt bilde på det kristne fellesskapet. Det består av store og små, sterke og svake, og folk fra mange slags kulturer. De er uenige, de krangler, en av dem svikter. Men de har et oppdrag som forener dem, og de blir mer og mer knyttet sammen etter hvert som de lærer hvor avhengige de er av hverandre. Harry Potters nære forhold til Ron og Hermione kan si noe av det samme.

6. Se etter elementer som kan knyttes til konkrete ledd i gudstjenesten.

a. Syndsbekjennelse. Blir fristelse og fall tematisert i fortellingen? I Ringenes Herre-gudstjenesten fikk alle delt ut en ring ved inngangen. Deretter viste vi scenen fra starten av Return of the King der Deagol finner Ringen og blir drept av sin venn Smeagol, som blir til Gollum. Så sa jeg noe om at Ringen kan være et symbol på vonde byrder som vi bærer på, og at vi nå er blitt ringbærere, før vi gikk over til syndsbekjennelsen. I Narniagudstjenesten sto en dame kledd ut som heksa ved inngangen og delte ut gelétopper, som symbol på fristelsen. Så viste vi filmklippet hvor Edmund møter heksa og blir servert gelétopper, og sa noe om fristelse og synd som innledning til syndsbekjennelsen.

b. Nattverd. Har mat eller måltid en rolle i fortellingen? I Ringenes Herre har vi alvenes lembasbrød, som ser lite ut, men som gir mye næring. I Narnia har vi måltidet hos beverne, hvor barn og bevere samles til fellesskap rundt bordet. Dette er et måltid som formidler håp, fordi det er her barna får vite om Aslan og profetiene om heksas fall.

c. Forbønn. I Ringenes Herre må Sam bære Frodo det siste stykket av reisen. Når vi ber for hverandre, bærer vi hverandre fram for Gud, og hjelper og støtter hverandre. Baunene som tennes i Gondor for å tilkalle hjelp, kan knyttes til det å tenne lys i lysgloben – det er også å tilkalle hjelp.

d. Det er sikkert mulig å komme på enda mer.

7. Se etter elementer som kan brukes som symbolhandlinger. I Ringenes Herre-gudstjenesten bygde vi vårt eget dommedags berg i alterringen, laget av hønsenetting og malt stoff. Under bønnevandringen kunne alle komme og slippe ringen oppi, som et symbol på at vi får legge fra oss de vonde byrdene. I Narniagudstjenesten gjorde vi et poeng av julenissens gaver til barna – utrustning til oppdraget de sto framfor. Man kunne komme til et bord og løfte opp sverd og skjold, som symbol på at vi tar imot den utrustningen Gud gir oss.

8. Sy alt sammen til en god helhet. Velg ut de beste poengene, det virker mot sin hensikt hvis dere forsøker å presse for mange gode idéer inn i samme gudstjeneste. Lag en preken hvor hovedbudskapet kommer fram, og knytt andre elementer til de forskjellige leddene i gudstjenesten. Ikke vær redd for å bytte om på rekkefølgen i liturgien, hvis det gir en mer naturlig rekkefølge. I Narniagudstjenesten byttet vi plass på preken og nattverd fordi det gav en bedre disposisjon.

9. Bruk fortellingen som inspirasjon til å dekorere kirkerommet. Dommedags berg er allerede nevnt som en mulighet. I Narniagudstjenesten lagde vår utmerkede kirketjener en gatelykt som sto i midtgangen. I inngangen plasserte vi et kleshengerstativ med frakker og kåper på, slik at man måtte ”gå gjennom klesskapet” for å komme inn i kirken.

10. Bruk film og musikk. Hvis fortellingen dere bruker er filmatisert, er det lurt å vise noen utvalgte scener fra filmen for å fortelle litt av historien. Filmmusikk kan også brukes til å skape stemning. For sikkerhets skyld kan det være lurt å ringe filmdistributøren og spørre om det er greit at dere viser filmen offentlig, men det skulle gå greit så lenge det ikke er inngangspenger til arrangementet. Hvis dere viser dramatiske scener, må dere dessuten huske at det kan skremme de minste. Ha et alternativt opplegg for barna under gudstjenesten.

11. Bruk media. Send ut pressemelding til lokalpressen, NRKs distriktskontor og Vårt Land. Vår erfaring er at lokalmedia gjerne lager oppslag om gudstjenester som dette, og det er en god måte å få masse pr på – helt gratis.

12. Jobb sammen. Lag en arbeidsgruppe av engasjerte folk, og vær flere som planlegger gudstjenesten. Vi er mer kreative hvis vi jobber sammen, og det kommer garantert mange flere gode idéer enn om du gjør dette alene. Dessuten er det mye morsommere.

Lykke til med å lage spennende gudstjenester! Og ta gjerne kontakt med meg hvis du har spørsmål. Jeg kan nås på e-post notodden.kapellan@kfn.no.

Forfatter: Leif Andersen Tobindsverk: Teksten og tiden, en midlertidig bog om forkyndelsen Kolon 2006 Fredericia

Ønsker du å bli utfordret på hvordan kristen forkynnelse kan møte postmoderne vestlig kultur? Da er disse bøkene for deg.

Forfatter Leif Andersen leverer her noen meget spennende og viktige bidrag når det kommer til kristen forkynnelse i dag. Bøkene er mye mer enn bare bøker om forkynnelse. Her er det så vel kulturanalyse som homiletikk, (prekenlære.) Et fokus som går igjennom bøkene er tilhørerne til forkynnelse. Noen ganger kan det virke som denne gruppen blir glemt når man høre en del forkynnelse i dag. Eller at ender i motsatt grøft, at man nesten glemmer budskapet i streben etter å kommunisere eller være relevant. Det er denne spenningen forfatteren hele tiden holder seg, mellom tekst og tid. Noen ganger leverer Andersen skarpe kulturanalyser, ved å deretter knytte dette til teologiske utfordrer i dag. Han har for eksempel et helt kapittel som heter ”Lov og Evangelium oppdatert.”

Det jeg opplever som en av hovedutfordringene fra Andersen er hvordan tradisjonell forkynnelse møter det ”jeg-svake” menneske i dag. Problemet sier Andersen er at mennesket i dag ikke lever i vissheten at det er skapt, og dermed vet de ikke hvem de er lenger. Det identitetsusikre menneske kan ikke bære syndserkjennelse. Det blir knust av det, skriver Andersen. Derfor må man male fram skapelsen før man forkynner lov og evangelium. Dette er nok utrykk som er best kjent for de som vanker i de mer lutherske kretser. Men disse bøkene tror jeg vil være relevant uansett trossamfunn. La deg utfordre, forkynnelsen av evangeliet er for viktig til å la være.

(Bøkene er på dansk, men kan bestilles fra Bok og Media i Norge)

Jeg har nå vært prest i 12 år. Forkynner i noen flere. Det første året jeg var ute i jobb, hadde jeg to begravelser i samme familie, med et halvt års mellomrom. Da jeg kom tilbake den andre gangen, hadde minstemann begynt på skolen, og han fortalte at han hadde vært på sin første skolegudstjeneste. «-Hvordan var det da?» spurte jeg. «Ikke no’ bra,» sa han dystert. «Så dumt! Hvorfor ikke?,» spurte jeg. «Fordi det var ingen orntli’ prest der sånn som du er. Det var en mann, og han hadde ikke fletter!»
For ham var jeg stereotypien på den «orntli’e» presten – en dame på 30 med afrofletter. Jeg tror ikke så mange andre tenkte som ham. Men det sa meg noe viktig om hvordan vi stadig gir hverandre nye bilder, og hvor fort ting kan endre seg gjennom erfaring. For eksempel forestillingen om den typiske presten eller forkynneren. Blant annet derfor er det viktig at flere jenter er forkynnere.

– Hvor mange kvinnelige forkynnere kjenner du?
– Hvis du er jente – har du selv forkynt noen gang, eller ønsket å gjøre det?
– Hvor mange kvinner har du hørt forkynne på større festivaler eller samlinger?
– Har det noe å si for deg om forkynneren er gutt/mann eller jente/kvinne?
– Hva er eventuelt forskjellen på forkynnelse av kvinner og av menn?
– Har du opplevd karismatiske mannlige forkynnere, med flinke ryddige ansvarsbevisste kvinner bak?

Jenter er nå i flertall på teologistudiet i Norge. Antallet kvinnelige prester er økende, selv om vi fortsatt er i klart mindretall. For mange av oss er det viktig og riktig at det blir en kjønnsbalanse i presteskapet og i forkynnernes rekker, så lenge halvparten av den befolkning vi forkynnere skal møte og forkynne for og med, er jenter og kvinner. Det handler både om den berikelsen av forkynnelsens språk, erfaringsbakgrunn og perspektiv, som jentene bidrar med. Og betydningen av rollemodeller og forbilder.

Jeg har vært prest i 12 år. Kvinne og prest. Kvinnelig prest. Egentlig er jeg litt irritert på det fenomen at vi stadig må presisere at en lege eller politibetjent, sjef eller prest var «kvinnelig». Dessuten går det absolutt an å være kvinne uten å være kvinnelig. Samtidig er det en viktig presisering, hvis dette mennesket i hodet på de fleste av oss er mann, når vi ikke får vite noe annet.
Jeg er også litt dobbel på det å understreke «det eksklusivt kvinnelige» som legitimering av at vi trenger jenter og kvinner som forkynnere. Det kan jo føre til en slags innsnevring av både kvinner og menn – at «sånn er damene og sånn er mennene». Min erfaring er at variasjonen i språk, erfaringer, perspektiver, bilder, teologi osv., kan variere like mye innenfor ett kjønn som mellom kjønnene.
På den andre siden tror jeg svært mange jenter og kvinner, i tillegg til sin «fagteologiske» (snevert forstått) kompetanse har med seg: 1.en gjennomprøvd evne på å sette ord på tanker-følelser-erfaringer, 2. en erfaring av å måtte kjempe for sin plass/være «minoritet», 3.en evne til nærhet med andre mennesker, 4. en selvinnsikt og en evne til å by på seg selv, og 5.en tendens til å tenke helhetlig. Og at dette er med på å gjøre mange jenter og kvinner til gode og engasjerende talere. Hvis de gjør det.

Hvorfor er det ikke flere jenter på talerstolene og bak mikrofonene? Det er nok langt flere i ungdomsgenerasjonen enn blant de mer voksne, men likevel.
Dette er ikke et innlegg for å fjerne gutta fra mikrofonen. Vi trenger begge deler. Men akkurat nå er jeg opptatt av å heie på jentene.
Hvorfor er det ikke flere?
Jeg tror den største hindringen ligger i tradisjonen, gutteklubben Grei og jentenes egen sensur. Tradisjonen sier at gutta er på scenen, både når det gjelder forkynnelsen og underholdningen – og at jentene ordner og fikser i bakre rekke, og eventuelt leder lovsang og forbønn.  Disse oppgavene er selvfølgelig like viktige. Men forkynnelsens rolle er sentral i formidling av både teologisk kunnskap, språk og bilder. Mange steder, i mange miljøer, er mannetradisjonen så sterk, eventuelt også så teologisk forsvart, at det blir veldig vanskelig for en jente eller kvinne å komme gjennom.
Gutteklubben Grei handler om nettverk, kontakter og evnen til å selge seg selv. Når vi sitter i en komite og bobler navn til sommerens leirer og stevner, kommer vi på de vi selv kjenner best eller har hørt mest, eller som er mest synlige. Og siden det tradisjonelt har sittet flest menn på toppen av våre trossamfunn og organisasjoner, og de kanskje også har vært flinkere, ikke til å pleie nettverk generelt, men til å pleie profesjonelle kontakt-nettverk, er det ofte gutta som er kjent, som blir nevnt og dermed spurt.
Men like viktig er jentenes egen sensur. Både jentene som selv er forkynnerne, og jentene som hører på. I Idol stemmer jentene – og de stemmer på gutta. I hvert fall var det i stor grad sånn. I kirken er det flest jenter mange steder – og min erfaring er at vi ofte er mer kritiske i møte med kvinnelige forkynnere enn mannlige. At det er vanskeligere for forkynneren å «spille på sjarmen» når man er dame. Når det gjelder egensensur, er jenter uovertrufne. Jeg blir stadig overrasket over hvor mange av oss jenter og damer som føler oss som lettvektere, som en bløff, og venter på å bli avslørt. Som tværer på egne feil i det uendelige. Som ikke gjør noe før vi er helt, helt sikre på at det er perfekt – og det er det jo aldri, så da lar vi heller være.

Noen av oss er store forkynnertalenter. Mange av oss kan bli gode forkynnere. Men vi trenger å øve – enten vi er jenter eller gutter. Da må vi heies litt fram av gode forbilder og mentorer og et generøst «publikum». Og vi må hive oss litt ut i det, våge å gjøre noen tabber, spørre etter konstruktiv tibakemelding. Mine tips (i tillegg til å høre på flinke damer og spørre dem om tricks, hive seg ut i ting og be om respons, be, lese gode bøker, henge sammen med de du primært forkynner for): Vær deg selv. By på deg selv. Utforsk dine styrker og svakheter – gjør det du er best på, og øv deg samtidig på å utvide repertoiret. Lytt godt til de du forkynner til. Sørg for å både bekrefte og utfordre de du snakker til, ut fra det du vet om dem. Sørg for at det du sier, har gått gjennom din egen kropp – at du står for det og vil det. Heia deg!

Det kan koste litt. Jeg har gått en lang vei selv. Fra å være en usynlig liten grå mus, som kastet opp hver dag gjennom hele tredje klasse før jeg gikk på skolen, og som var skrekkslagen i tre uker på forhånd når jeg måtte spille fiolin på den årlige «elevaften» for skolens orkester. Via en litt tryggere og tydeligere og trassigere ungdomsskolejente som dyrket rollen som outsider. Til en ganske trygg, litt skjelven cand.theol.som spurte biskop Årflot om jeg kunne få preke på ordinasjonsgudstjenesten i Domkirken (det var flere gutter og en jente som ble ordinert sammen med meg), og en helt fersk prest, som tok utfordringen med å vikariere som TV-prest i TV2. Og videre til en enda tryggere 39-åring, som sa ja til å bli medredaktør i «Luthersk kirketidene» (sammen med en prost, en MFdekanus og en MFrektor – alle menn) og bli med i fagrådet for homiletikk (prekenlære). Og som fortsatt våger seg på konfirmantundervisningen med glød.

Jeg er fortsatt skjelven. Jeg må fortsatt svelge litt for å gå inn i sånne ting. Men jo flere ganger man gjør det, jo enklere blir det. Lykke til! Maxbless. Sunniva.

I actionfilmen Taking Lives med Angelina Jolie får retsmedicinerne på et tidspunkt et kranium fra et mordoffer udleveret. De skal så rekonstruere det oprindelige ansigt oven på kraniet, så offeret kan identificeres. Og det lykkes dem faktisk: Ud fra hovedskallens form og furer kan de modellere ansigtet, som det så ud, da det havde kød og sener og muskler og øjne og hud.
Men hvad de dygtige retsmedicinere jo ikke kan rekonstruere er: Hvilket udtryk havde dette ansigt? Hvordan var dets blik på den og den dato? Hvilket udtryk havde dette ansigt, når det hadede? Hvordan var dets ansigtsudtryk, da det døde? Hvordan så det ud, når det elskede?

En af de mest skræmmende og forstyrrende ting, jeg har lagt mærke til de senere år, er: To forkyndere kan have helt identiske læregrundlag; de kan hylde samme troslære, de kan formulere nøjagtig enslydende bibelsyn; de kan så at sige have samme dogmatiske skelet – men over dette dogmatiske skelet kan den ene forkynder modellere et gudsbillede med et mistænksomt, skulende, skræmmende ansigt; og over præcis samme dogmatiske skelet kan den anden forkynder modellere et gudsbillede med et varmt, trygt, elskende og mildt ansigt.
Forskellen på sådanne to forkyndere er måske ikke, at de har forskellig troslære. De kunne måske endda skrive en tommetyk dogmatik sammen og højst blive uenig i fodnoterne. Men de har forskellige gener; de har haft forskellige forældre, de har haft forskellige oplevelser – og nu står de så og prædiker helt forskellige gudsbilleder, så man næsten må spørge, om det overhovedet er samme religion.

Jamen er læren ikke nok?

Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at det er en skræmmende og forstyrrende tanke. For jeg er oplært i en tradition, der vogter læren. Min teologiske dannelse er sket under ekkoet af Luthers ord, at med hensyn til livet kan vi kun have uendelig overbærenhed og tålmodighed; men med hensyn til læren tåler vi intet og kan ikke rokke os en tomme, for med læren står og falder alt.
Sådan ser jeg faktisk stadig på det. For troslæren er ikke teori for mig. Både mit eget trosliv og min forkyndelse lever af læren. For mig er læren ikke blot betonfundamentet under huset; det er den gode, kraftige muldjord, vi gror i, “næret af troens og den gode læres ord, som du har fulgt” (1 Tim 4,6). Så for mig er læren overhovedet ikke livets modsætning, sådan som man kan høre det, når folk vrænger ad den “døde rettroenhed” og den “lammende ortodoksi”. Læren er vores værn, ikke blot mod ukorrekt forkyndelse, men også mod uglad og ufri forkyndelse. Læren sætter os fri; læren er livsnødvendig …
… og så viser det sig åbenbart alligevel, at læren åbenbart ikke er tilstrækkelig. Uanset hvor detaljeret man pinder den ud. Den er i hvert fald ikke tilstrækkelig, med mindre man udvider troslæren til også at omfatte homiletik og menneskekundskab og sociologi og kommunikation og retorik og selvindsigt.
Det tror jeg for så vidt også netop, at sand bibelsk troslære kræver: at udvides til også at omfatte homiletik og menneskekundskab og sociologi og kommunikation og retorik og selvindsigt.
For det kunne også siges på en anden måde: Troslæren kræver at udvides til også at omfatte kærligheden.

Er det fordømmende at forkynde?

Min datter Maiken er 17 år. Når hun ikke gider høre på faderlige formaninger og gode råd, siger hun det således: “Far, jeg vil ikke have en prædiken”! – hun siger ganske vist også, at det er OK, at vi kommer med gode råd, men det skal bare være på en anden måde, “ikke som en prædiken” …
OUCH! Her gik teologen og bildte sig ind, at prædikener først og fremmest er hjælp og befriende kristusord. For sådan har jeg lært det, og sådan har jeg for så vidt selv oplevet det: Prædikener kan da godt være kedelige, men de kan også være livgivende og trosgivende og glade (det mærkelige er, at langt de fleste prædikener, vores Maiken selv har hørt i den lokale kirke, har faktisk været omsorgsfulde, glade, indfølende osv. I praksis er hun faktisk ret glad for prædikener). Men ordet “prædiken” er gledet ind i sproget som et udtryk for bedrevidenhed, overlegenhed og bebrejdende nedladenhed.
Og det er der desværre grunde til!

Hvad er det værste og det hyppigste skældsord, man kan hæfte på forkyndere og andre kristne? – at de er dømmesyge!
Sommetider kan man endda undre sig over, at lige dén anklage, hvordan så end den udtrykkes, åbenbart altid ligger parat som en pistol under folks hovedpude, ladt og afsikret, parat til at skyde sin anklage lige i fjæset på den, der trænger sig ind på folks enemærker med et kristent budskab.
Det synes at være et af de få skriftsteder, alle mennesker kender. “Så meget ved jeg da, at der står i Bibelen: Du må ikke dømme.”

Men der er måske alligevel sket noget nyt: I gamle dage (dvs i min ungdom) blev forkyndere anklaget for dømmesyge, hvis de talte om synd og etik. I dag bliver selve det overhovedet at forkynde faktisk opfattet som dømmesyge …
I dag bliver selve dette, at man “stiller sig op”, “læser folk teksten”, “taler Guds ord” opfattet som et overgreb. Også selv om folk måske egentlig er enige i det, der bliver sagt, kan de vanskeligt finde sig i, at en står frem og mener at tale “sandhedens ord”, tale “på Guds vegne” osv. Indtil for en generation siden blev forkyndelse oplevet således, at nu fik vi at vide, hvad der var rigtigt og forkert. Dette var trygt, for nu fik vi vejledning og lys i en kaotisk verden. Vi lærte sandheden fra en autoritet, der kendte den.
Og vi kunne endda trøste os med, at sådan mente alle andre mennesker også om deres egen sandhed: Alle mente (i modernismens tid), at deres egen sandhed var alle menneskers sandhed, og alle andre havde bare ikke opdaget den endnu: Ateister og nyreligiøse og kristne og marxister var alle enige om, at der fandtes én absolut sandhed for alle mennesker – min! Nu manglede de andre bare at indse det.
Og derfor rendte alle egentlig rundt og forkyndte for hinanden dengang.
Det gav også god mening. For dengang var der 3-4 store, forkromede livssyn. Dvs der var 3-4 mulige svar på hver enkelt livsspørgsmål. Og derfor kunne vi udfordre folk til i det mindste også at sætte sig ind i kristentroen, så de kunne tage stilling mellem de forskellige livssyn.
I dag virker det naivt. I dag er der 3-400 mulige svar på hvert enkelt livsspørgsmål. Og ingen store, forkromede livssyn! Hver har sin egen lille private sandhed. Og derfor er der ingen, der skal stille sig op og forkynde “ord fra Gud”, som om de alene har sandheden.

I dag, hvor alle “store fortællinger” (dvs alle store ideologier) er uddøde, føler folk selve den påstand, at der findes en sandhed, der er sandere end alle andre, et overgreb. Når vi taler om Jesus som vejen, sandheden og livet, så oplever folk i dag det ikke bare som en påstand – de oplever det som en krænkelse.
Det er der desværre mange forkyndere, der bare vrænger ad. De tager sig til hovedet og spørger opgivende, om folk da ikke kan indse, at der må være én sandhed om verden og livet og universet, og vi skal bare se at finde den.
Men hvordan skulle folk egentlig kunne indse det? Det er jo ikke til at komme udenom, at i dag ved vi så meget, meget mere – men vi ved det mindre og mindre sikkert! Al viden er blevet usikker i dag.
Så folk har faktisk gode grunde til at være blevet skeptiske og kyniske. Og den forkynder, der ikke tør se dette nye vilkår i øjnene, kommer ingen vegne.

NT står på tilhørernes side

Og så er der også en anden grund. En grund, hvor vore tilhørere pludselig får det Nye Testamente på deres side.
“Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig!”
I alt hvad vi gør, i alt hvad vi siger, er vi lagt under mikroskop – vi bliver tjekket og scannet af vores omverden for én eneste ting: Kan man i vores holdning eller bag vore ord ane en snert af “Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker”?
Og kan folk ane bare en snert af det, så rejser alle forsvarsværker sig. Så vil alt blive tolket i det lys.
Og selve det, at vi åbenlyst kommer til dem med et budskab, en invitation, et kropssprog, en attitude og en formulering, der siger: “Jeg er kristen, du er ikke!” – det lægger op til præcis dét, vi allernødigst vil lægge op til.
Det er altså den anden grund til, at vi altid er blevet mistænkt for dømmesyge.

Men vi opdager det måske ikke rigtigt, fordi det meste af vores måde at kommunikere og prædike på bliver dannet i en kristen subkultur af enighed og gensidig forståelse; vi prædiker for hinanden, vi prædiker for kirkegængere og mødegængere. Mange af os aner meget lidt om, hvordan det er at henvende sig til skeptiske tilhørere, som sidder på vagt over for den mindste selvretfærdighed, og er på vagt over for den mindste mangel på respekt fra vores side.

Gammeldags, proklamerende forkyndelse opleves i dag som “ulvesprog”: I dag skelner pædagoger gerne mellem ulvesprog og girafsprog – ulvesproget (som angriber, som kritiserer, som vurderer), mens giraffen kan bevare overblikket (men uden at “se ned på” andre, fordi den samtidig er det dyr, der har det største hjerte)!
Det er ikke tilfældigt, at Marshall Rosenberg, som har introduceret  non-violent communication, girafsproget, i sin bog indleder et af sine kapitler med Jesu ord: “Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes ….” – Rosenberg er faktisk jøde; men her har de kristnes Gud altså sagt noget, som han kan identificere sig med.

En anderledes kommunikationskultur

Man kan måske synes, at det er altså rigeligt tøset! – hvorfor så ømtået, kan folk da ikke klare at blive modsagt lidt uden at gå helt i baglås? Sådan lidt mand-til-mand combat, det er da ikke at foragte. Al den empati og indføling kan da blive frygtelig børnehave-agtig …
Noget er der måske om det – på mange måder lever vi en feminiseret kultur, hvor mandlige dyder er trængt, og kvindelige måder at kommunikere på står i højsædet. Omgivet af kvinder lige fra vuggestue over børnehave til folkeskole og gymnasium, ofte opdraget af enlige mødre, vænnes folk til empatisk, indfølende kommunikation.
Det er også muligt, at folk virkelig i dag vanskeligere kan klare at blive modsagt. Det er muligt, at de oftere end før føler sig forkastet og foragtet ved at blive konfronteret med uenighed, fordi jegstyrke, identitetsdannelse, visheden om at være elsket af Gud, visheden om at være skabt i Guds billede, altsammen er katastrofalt svækket. Og så føler man, at man ikke kan blive modsagt uden at dø en lille smule.

Så vilkårene for kommunikation er måske anderledes i dag.
Måske – for jeg er faktisk mere tilbøjelig til at tænke, at det i virkeligheden altid har fungeret sådan, og at folk i virkeligheden altid er gået lige meget i baglås, når de bliver udsat for ulvesprog.
Og den så udskældte og mistænkeliggjorte “feminisering” af kulturen har måske i virkeligheden blot sat ord på en erkendelse og bragt den op til overfladen, hvor vi indtil nu bare har anet den som et utrygt, følsomt lag nedenunder al vores mandige konfrontationskommunikation.
Jeg kan i hvert fald i dag se hovedrystende tilbage på en del af mine egne ungdomsforestillinger om, at folk faktisk skulle kunne høre efter, hvad jeg sagde, når jeg bare stod med front imod dem og proklamerede og argumenterede og stod ovre på Guds side …

Selv at stå på tilhørernes side

Jamen er vi ikke som forkyndere nødt til at stå ovre på Guds side? Skal vi ikke kun stå på sandhedens side og alene sætte ord på dén?
Nej. Faktisk ikke. For står vi udelukkende ovre på Guds side og konfronterer folk med sandheden, så oplever de det netop, som om vi har vores på det tørre, at vi er ude ovre alle kampe og al tvivl, at vi står ovre på den anden side af en kløft med en megafon og råber gode råd og anvisninger over til staklerne: “Gud og jeg er blevet enige om ….”
Det har rystet mig dybt at opdage, hvor mange tilhørere der sidder med en stærk fornemmelse af, at vi står der og rækker dem et eller andet, som vi mener, de har brug for – men de har ingen fornemmelse af, at vi selv står og klamrer os til det som druknende mennesker!

Det er sandt, at vi skal stå på gudsordets side og tale sandhedens ord til mennesker. For ikke al tro er kristendom, og menneskers sandhed er ikke altid Guds sandhed. Usandhed skal konfronteres!
Men mennesker skal og må (i dag mere end nogensinde) opleve, at vi samtidig stiller os over på deres side og vandrer sammen med dem over imod Gud og hans ord.
Ja, vi vil blive stående på Ordets grund; vi vil stå på Guds side med front imod mennesker og proklamere hans ord. Men vi vil samtidig gå over til dem, der ikke står på gudsordets side, dreje rundt, stille os på deres side, stå ved siden af dem med front imod Gud og så invitere dem til at gå sammen med os over til ham.

Sat på spidsen: Der er to diametralt forskellige måder at forkynde på:
1. Kom over til Kristus og mig og bliv frelst!
2. Vil du med over til ham, der kan redde os begge?
Og selv om der ikke er nogen af os, der bevidst vil udtrykke os som i sætning nr 1, så høres vi uden videre sådan. Medmindre vi af al magt og helt bevidst forhindrer det. Og helt bevidst taler som i sætning nr 2.

Hvordan stiller forkynderen sig over på menneskers side? – i praksis?!

Noget af det vigtigste er at genkende de spørgsmål, den protest og den skepsis, mennesker sidder med – genkende den som en del af ens eget sind.
Så bliver man hyrde: Dvs man går selv foran. Man forsøger ikke at lede mennesker ad veje, man ikke selv går på.
Det gør en verden til forskel, om man kun formulerer svarene og gudsordet og troen og visheden, eller om man også formulerer spørgsmålene og indvendingerne. Og bruger tid og indlevelse og lidenskab til det! – som noget, man genkender fra ens eget sind. Ikke fordi tvivlen og indvendingerne skal sejre, men tværtimod fordi vi som fællesskab vil hjælpe hinanden på vejen hen til svarene og sandheden!
Den forkynder, der på denne måde også stiller sig over på tilhørerens side og vandrer sammen med dem, er altså ikke på vej et hvilket som helst sted hen! – som om sandheden nu pludselig er til afstemning, og som om det ene svar kan være lige så godt som det andet. Men man husker på og tænker efter: Hvis jeg nu stod helt derovre, hvor mit skeptiske eller ulykkelige medmenneske faktisk befinder sig, hvordan skulle jeg så komme helt derovre fra og helt over til troen på Guds ord?
Det kræver ikke bare evne til indlevelse, det kræver ærlighed over for en selv: I voldsomt omfang deler jeg jo faktisk protest og tvivl og undren og fortvivlelse med mine tilhørere. Jeg er jo rent faktisk som de. Så at stå og takke Gud, fordi jeg ikke er som de, er ikke bare usympatisk, det er simpelt hen for dumt …

Det er en naiv forestilling, at jo højere tvivlen og indvendingerne råber, jo højere skal troen og visheden råbe fra talerstolen! Vi tænker måske, at al den trosvished, der vælter ned i hovedet på folk, vel må kunne lede dem fremad og hjælpe dem hjem – jo højere, jo bedre. Men al erfaring viser, at den tværtimod lukker folk ude. For de kan slet ikke matche den trosvished og overbevisning, vi vælter ned i hovedet på dem, når nu meningsdannere og forfattere og livet og søsteren og manden siger noget andet.

Kun medmennesker kan forkynde

Vi kan altså ikke som førhen kun tale med autoritet. For ingen kan lytte til autoritet i dag. Men måske vil de lytte til autenticitet.
Ikke engang Gud forlangte, at vi skulle lytte til ham blot som en autoritet, der talte med myndighed. Selv Gud stillede sig over på menneskers side og blev medmenneske, svedte i angst, græd i fortvivlelse og skreg i gudsforladthed. Er vi i stand til dét? Eller gemmer vi os bag bibeltro sikkerhed?
I Kristus har vi mødt en Gud, der stillede sig over på menneskers side. Møder vore medmennesker dét i os og vores proklamationer? Eller møder de i vores proklamationer en betonmur af sikkerhed?

Noget af det, der overhovedet gør det udholdeligt at høre på Kristi myndighed er jo netop, at han var et menneske som vi andre: “Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst” (Hebr 2,17) …
… men er prædikanten overhovedet blevet det? – blevet som andre mennesker, i ét og alt blevet som sine brødre?
Når vi træder op på en talerstol, husker vi næsten at få det hele med os: vores bibel, vores mikrofon, vores manuskript, vores vandglas, vores ur – men vi mangler måske at tage os selv med op?

Det er overhovedet ikke enkelt. Måske noget af det vanskeligste i forkyndelsen i dag. For det er ikke gjort med at sige i forbifarten, at jeg er skam osse en synder. Det skal kunne mærkes! Det skal stå ud af ens porer. Og det skal ske, uden man gør sig selv til tema – uden man gør sig selv interessant – uden man krænker sine egne grænser og hænger sig selv offentligt og pinligt til tørre og gør folk forlegne. Og uden det bliver til bagvendt praleri over ens enorme syndserkendelse og ærlighed …
Enhver forkynder må finde sin egen form. Hyrdens form. Den måde at gå foran på, der får folk til at fatte tillid og følge efter. Hver må finde sin egen måde at gøre det troværdigt og tydeligt på, at jeg selv klamrer mig til nådens budskab, fordi jeg har konkret synd i mit liv. Fordi jeg har konkrete svigt i mit liv, fordi jeg konkret sårer og svigter mennesker.
Og hver især må også finde sin egen måde at gøre solidarisk fælles sag med tvivlende og usikre og skeptiske mennesker, så at de oplever sig genkendt og oplever os som medvandrere. Og ikke som dem, der allerede er nået frem og i mål og har grebet det hele ….

Den, der ikke kan genkende sig selv i sine medmenneskers spørgsmål, kan aldrig gøre sig håb om, at de vil genkende sig selv i hans svar.
Det handler altså ikke om, at vi skal til at lade som om – eller til at opfinde de spørgsmål, vi faktisk ikke stiller. Vi skal blot erkende og ordsætte dem, der faktisk ligger i os.

Svag for de svage

“Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen” (1 Kor 9,19ff).
“Alt er jeg blevet”? – buddhist for buddhister? ateist for ateister? relativist for relativister? Næppe. Men dette er en ganske anden sag: at blive svag for svage, synder for syndere, tvivler for tvivlere.
Det er ikke som en rolle eller et kostume, man tager udenpå, eller noget man blot lader som om. Det slipper man aldrig godt fra. Men sådan, at man tager det ind under huden og lader det vække genklang i en selv. Med den risiko, at ens verdensbillede begynder at kæntre.
Det er først, når man rystes i sin sjæls inderste over, om kristendommen overhovedet kan nå hen til dette menneske, om den overhovedet har noget at sige dét knuste menneske, dén selvoptagede narcissist – det er først, når man selv, på egen krop, har mærket suget fra relativismen: om kristendommen overhovedet gælder til alle tider og i alle kulturer – først da har man fattet, hvad der foregår mellem evangeliet og og ens samtidige. Så er man ved at have fat i hermeneutikkens drama. Man er ved at forstå den afgrund, Ordet skal nå over. Man er ved at se verden og høre Ordet med medmenneskets øjne og ører.
Og man ophører med at forarges.

Terapeutisk forkyndelse

Jamen lyder det ikke nærmest som … øh … man tør næsten ikke bruge ordet … øh næsten terapeutisk?!
Jo. Det håber jeg virkelig. For Jesus er også terapeut. Han er det ikke først og fremmest; først og fremmest er han frelser fra synd og fortabelse. Men terapeut er han også. Endda som så afgørende en side af sin identitet, at hvis den ikke havde været tydelig, så havde han afsløret sig selv som en uægte messias.
“Da mændene var nået frem til Jesus, sagde de: ‘Johannes Døber har sendt os til dig for at spørge: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?’ Jesus havde netop helbredt (therapeuo) mange mennesker for sygdomme, lidelser og onde ånder, og mange blinde havde han givet synet. Og han svarede dem: ‘Gå hen og fortæl Johannes, hvad I har set og hørt: Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører; døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige’” (Luk 7,20ff).
En messias, der kun forkyndte evangeliet, men ikke også  tog sig af menneskers terapeutiske behov, ville være afsløret som falsk.
Og: En kristendom, der kun forkynder evangeliet, men ikke tager sig af menneskers terapeutiske behov, har afsløret sig selv som falsk.
“Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred (therapeuo) syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet” (Matt 10,7f).

Det er sandt, at “terapi” i dag er blevet en noget snævrere størrelse; det betegner oftest psykisk hjælp i psykisk nød. Den klassiske betydning var bredere, den var simpelt hen “helbredelse” (som i “terapeutisk dosis” eller “fysioterapeut”). I dag er en terapeut en, der tager sig af sindet, af sorgerne, af sårene, af angsten, den manglende selvtillid, selvhadet, depressionen.
Men i det mindste må denne side være indeholdt i den klassiske, bredere betydning af terapi: “Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket” (Matt 4,23).
I dag er den psykiske hjælp i psykisk nød måske endda blevet vigtigere end nogensinde – som en integreret del af kirkens diakonale tjeneste. Ingen omsorgsdel må nogensinde blive kristendommen fremmed og blot skubbes over på andre. Men nu hvor den medicinske og kirurgiske terapi er blevet så dygtig og har løst så mange kropslige problemer for os, er mange menneskers fokus nu i stedet rettet imod sindets kriser og sindets sygdomme. Fordi det ikke hjælper specielt meget at få en sund krop, hvis sindet stadig er sygt eller tungt som en sten.
Og den tætte sammenhæng mellem psyke og ånd gør det måske endda specielt nærliggende, at nutidig kristendom så også zoomer ind på samme fokus.
Derfor: En kristendom, der svigter sit terapeutiske omsorgsansvar, svigter ikke bare en nutidig efterspørgsel, men et bibelsk anliggende og et bibelsk menneskesyn.
Og det er ikke bare et kønt princip; det kan umiddelbart mærkes, om forkynderen og sjælesørgeren og fællesskabet har dette anliggende inde under huden.

Det kan sagtens gå galt

Men kan kristendommen holde til det?
Det er faktisk ikke sikkert. Jo vigtigere sådan et fokus er, jo farligere er det, når det går galt. Og det gør det desværre. Deprimerende ofte. For det er virkelig svært, det her!
Det går galt på mindst to måder:
1. Det åndelige og det psykiske skilles ad.
2. Det åndelige og det psykiske forveksles.

1. Når det åndelige og det psykiske skilles ad, forsøger prædikanter og sjælesørgere og fællesskaber at henvende sig til mennesker, som om de bestod af ren ånd. Hverdagens menneskelige, emotionelle og psykiske kriser spises af med åndelige fraser eller fejes simpelt hen til side som uvæsentlige. For de regnes ikke for at have nogen betydning for det evige, det egentlige (hvilket forøvrigt i sig selv er en katastrofal kortslutning: Hvis mennesker svigtes i alt det menneskelige, kan de næppe høre på vores præk om det evige! Så vel kan det have evighedsbetydning!).
Dette er måske den klassiske fadæse. Den gamle generations fejlslutning.

2. Når det åndelige og det psykiske forveksles, forsøger prædikanter og sjælesørgere og fællesskaber derimod at løse menneskers evige og åndelige problem med rent psykiske virkemidler.
Er dette nutidens hyppigste fadæse?

Man kan nu og da få det indtryk fra nutidig forkyndelse og sjælesorg, at Jesus ikke længere er kommet til jorden for at frelse syndere (1 Tim 1,15); han er i stedet kommet til jorden for at frelse stakler. Så er der desværre sket det, at det terapeutiske fokus i praksis ikke længere understreger, men undsiger korsets evangelium. Evangeliet handler ikke længere om Guds nåde, men udelukkende om Guds trøst. Synd er, at det er synd for os.
Vi gøres til de egentligt gode. Medens Guds godhed efterhånden er højst tvivlsom.
Og så er der sket en psykologisering af kristendommen, der ikke bare høvler alle knaster ned og gør den glat og friktionsløs, men som til syvende og sidst undgår selve dens centrum: ordet om korset.

Diakonal forkyndelse

Jamen det terapeutiske kan vi da også få andre steder end hos Kristus! Vi skal vel ikke til at fuske som amatørterapeuter? Og skal vi ikke nøjes med at række mennesker det, som kun vi som menigheden kan give dem?
Nej. For selv om vi såvist ikke skal fuske, så er dette præcis pointen i det diakonale. I diakonien rækker vi jo ikke mennesker det, som kun kristne kan række dem; vi rækker dem det, alle gode mennesker kan række andre. Grunden til, at vi rækker dem hjælp, omsorg, trøst, afgiftning, er ikke, at det kan de ikke få andre steder – men fordi vi elsker mennesker. Fordi vi er en falsk menighed, hvis ikke vi rækker dem det.

Han lærte Martha, at “ét er fornødent”, nemlig “den gode del”, gudsordet. Men selv sled han sig op som en Martha – for at række mennesker alt det knap så fornødne!
Han lærte os først at søge Guds rige og hans retfærdighed, og at alt andet blot var tilgift. Men selv begyndte han ofte med først at række mennesker alt det, der følger med i tilgift: glæde, liv, helbred.

Så i alt dette handler det jo ikke bare om, hvordan vi fortæller om Jesus –  det handler også om, hvordan vi skal handle over for hinanden! Hvordan skal vi bruge vore ressourcer, hvordan skal vi prioritere vores menighedsliv, vores arrangementer – hvordan skal vi hjælpe hinanden, når vi er i krise, når vi har brug for omsorg?
Skal vi hjælpe hinanden til at tro – eller skal vi også hjælpe hinanden til livsglæde?
Det er et område, jeg slet ikke selv er færdig med. For det er selvfølgelig nemt at sige: begge dele! Men sagen er den, at der er noget, der er vigtigere end andet ….

Det er en udfordring til os, at vi ikke bare får skildret Kristus korrekt, men også i den rigtige balance mellem terapi og frelse: “Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”
Der er forskel på gudsriget og tilgiften! – tilgiften kan vi så godt her og nu kalde alt det terapeutiske i allervideste forstand: Det handler om glæden i dette liv. Gudsriget handler om det evige liv.

Det vigtige og det vigtigere

At Bibelen regner noget for vigtigst, betyder altså ikke, at den regner alt andet for uvigtigt! Den skelner blot mellem det vigtige og det vigtigere.
Jesus bruger faktisk utrolig mange ressourcer på det dennesidige, det “timelige”.Og der er meget, der skal rettes op på – nogle gange har kirken faktisk selv gjort det nødvendigt at sende folk til terapeut …
Men det evige er alligevel det vigtigere. Tydeligst (og vanskeligst) mærker vi det, når Gud ligefrem selv synes at holde igen med sin terapeutiske omsorg! Når han virker skjult og ubønhørlig.
Der er jo i Jesu mund ord så forpinte og vanskelige, at vi knap kan klare blot at læse dem: “Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede” (Matt 5,29); “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel” (Luk 14,26f).
Her er livsglæden og efterfølgelsen under Jesu kors sat så markant op imod hinanden, at det mest virker som et enten-eller. Og det kan det faktisk også blive nu og da. Oftest bliver det heldigvis ikke; men det kan blive det.

Det går altså galt, hvis vi formidler og aftegner en Kristus, der ikke vil være terapeut, som kun tager sig af det evige spørgsmål om frelse og fortabelse, om himmel og helvede. En frelser, der er ligeglad med vores liv og glæde her og nu. Eller som måske kun lader, som om han er vældig optaget af vores liv her og nu, mens det kun er et trick, så han kan få krogen i os, ind i sit rige, hvor det hele går på det åndelige og evige.
Det går også galt, hvis vi formidler og aftegner en Kristus, der kun vil være terapeut! – som sætter alle sine ressourcer ind på, at vi skal have det rart og få godt selvværd og være glade for livet.
Det går faktisk allerede galt, hvis vi skildrer en Kristus, som først og fremmest vil være terapeut, og så først i anden omgang vil være frelser. Kristus er frelser først, dernæst er han terapeut.
Men det er han til gengæld med iver og kærlighed!

Et amputeret menneskesyn

Dette kan meget vel være en af grundene til, at en luthersk tradition i dag sakker næsten håbløst bagud: Vi forsøger ofte at nå mennesker, som om de bestod af ren ånd. Vi er bomstærke i læren, og vi kan bare det der med teser og trosbekendelser. Men hvad psyke, oplevelser og følelser angår, er vi næsten hjælpeløse. Ja, vi har næsten gjort det til en teologisk dyd at være emotionelt fremmedgjorte. Ikke mindst i forkyndelsen.
Men der er nok to grunde – ikke én grund! – til den lutherske tøven, når det gælder henvendelsen til følelserne!
– den gode grund: korsteologien, som lærer os at skelne mellem tro og erfaring, for at vi kan frigøres fra oplevelighedens tyranni, og for at vi kan tro på og leve af det, vi ikke kan se.
– den dårlige grund: intellektualismen, som ikke blot advarer imod oplevelsestyranniet, men simpelt hen advarer imod oplevelser som farlige og sværmeriske, og er tilbøjelig til at placere troen i hovedet alene.

Hvis det er rigtigt, så må vi, der jo er så gode til at skelne og definere, snart se at få fingeren ud og lære at skelne mellem den gode og den dårlige grund. Hvilket vil sige: Lige så ivrigt som vi fastholder korsteologiens frihed fra erfaringskravet, lige så ivrigt begynder vi at møde mennesker i en ny, sund følelsesfuldhed. Ikke fordi vi tolerant nedlader os til at komme et tilfældigt, nyopfundet krav i møde, men fordi vi er skabt ikke blot af Helligånd, men også af muldjord.
Også på dette punkt er det ved at være sidste udkald.

Jeg må for egen del erkende, at jeg nok ofte har forstået “Troen kommer af det, der høres” for snævert: som om det kun var ørerne på et menneske, der hørte gudsordet! Men sådan som NT beskriver menneskers møde med gudsordet, er det snarere hele mennesket med kød og krop, hud og hår, blod og bagage, der hører.
Det er sandt, at erfarings- og oplevelsestyranniet, hvor folk kun tror på det, de føler og oplever, er en ødelæggende fare (teologisk kaldes den for herlighedsteologi; den ligger som noget dybt destruktivt og farisæisk i os allesammen; og den er ikke at spøge med!). Men det betyder ikke, at vi har lov til at se stort på følelser, æstetik, lidenskab og psyke! Så håner vi den Skaber, der har dannet os som både krop, psyke og ånd.

Gud greb i sin åbenbaringshistorie til visuelle og æstetiske virkemidler med en enestående kreativitet og opfindsom mangfoldighed: en brændende tornebusk, et rygende bjerg, ildsøjle og skystøtte, tabernakel og tempel, profeter med visualiserende livsskæbner – og først og sidst en mand, hvis undere og tegnhandlinger var prædikener langt ud over det blot og bar metaforiske.
Derfor må prædikanten ydmygt indrømme sin store afhængighed af, at alle sanser tilgodeses. Ingen kan taget noget ind via ørerne, som fællesskabet og forkynderen modsiger på alle andre sanser!

Dette kan meget vel være en af grundene til, at en luthersk tradition i dag sakker næsten håbløst bagud. Vi er bomstærke i læren, og vi kan bare det der med teser og trosbekendelser. Men hvad oplevelser og følelser og sanselighed angår, er vi næsten hjælpeløse. Ja, vi har gjort det til en teologisk dyd at være emotionelt fremmedgjorte. Ikke mindst i forkyndelsen.

At holde balancen

Hvordan finder vi balancen? Jeg holder meget af et udtryk fra Peters prædiken i Salomos Søjlegang, hvor han siger om dem, der tager imod Guds rige: “så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit” (ApG 3,20). Evangeliet sætter fri! Sandheden gør fri; “de tider er kommet fra Herren, da vi kan ‘ånde frit’” – ¬ men hvad er det, vi skal sættes fri til, når det gælder følelsen og den åndelige erfaring?
1. Jeg sættes fri til at erfare! – ¬dvs jeg er åben og modtagelig for glæden. Og ikke blot, så jeg ikke sparker og protesterer, hvis den skulle overfalde mig; jeg har lov til at søge glæden, bevidst! “Mæt mig med fryd og glæde, lad de ben, du knuste, juble” (Sl 51) For vi er skabt til glæde, og vi er genløst til glæde.
2. Jeg sættes fri fra at skulle erfare!  – ¬dvs jeg er ikke afhængig af oplevelsen. Jeg glæder mig over den, men stoler ikke på den; den står ikke over ordet, men understreger ordet og gør det levende for mig. Ordet står fast, nåden står fast, jeg har Jesus, uanset hvad mine erfaringer siger.

Forkynderen må altså bevidst henvende sig til mere end bevidstheden. Han må også henvende sig til kroppen og følelsen. I samarbejde med rummet, med organisten / pianisten, med arkitekten / maleren, med mødelederen / lovsangsgruppen etc må han bevæge mennesker. Det er ikke tilfældigt, at “bevægelse” – hvor noget virkelig flyttes – ikke er et kognitivt udtryk, men et emotionelt udtryk.
Det, der forklares mig, forstår jeg. Det, der bevæger mig, flytter mig.

Engang, midt under et foredrag, blev jeg selv helt forskrækket, da det gik op for mig, at det, jeg stod og sagde om den lutherske prædikens tendens til at spalte hovedet fra kroppen, var ord til andet det samme som det, såvel prostituerede som sexmisbrugte overlevere sagde om deres egen overlevelsestaktik: at de for at udstå, hvad der skete med dem, måtte spalte sindet fra kroppen.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal lægge i det. Men det kan ikke være godt.

Mange hårdtarbejdende prædikanter, som gør deres yderste for at være fremme i skoene, være kreative og intelligente og nyformulerende, synes at overse det langt vigtigere: at den måske mest fortvivlende grund til, at så mange mennesker søger uden om gudstjenesten og kirken, er at de savner lidenskab, hjertelighed, varme, glæde, inderlighed, kropslighed. De gider ikke alle de foredrag!
Sandt er det, at vi ikke kan opleve Gud direkte, og at han for vor erfaring ofte er skjult. Men når alt kommer til alt, er det jo ikke prædikanten, der skal skjule Gud for folk! Gudsrigets skjulthed er ikke forkynderens ansvar. Det er ikke vores job at lægge gudsskjulthedens byrde på mennesker. Vort ansvar er tværtimod at mildne den, forsøge at tage den af menneskers skuldre og fylde deres liv med glæder, oplevelser, berøringer, skønhed og erfaringer. Skulle Gud i sin mærkelige kærlighed i stedet lade dem opleve skjulthed og sorg, bliver det hans ansvar. Det er ikke vores bord. Vi kan blot forsøge at lære dem at leve med det og skimte hans kærlighed også bag skjultheden.

Hvorfor så indviklet?

Hvorfor skal det hele være så indviklet? Er Ordet ikke enkelt? Er evangeliet ikke det enkleste af alt?
Jo. Ordet er enkelt. Loven er alt det i Ordet, der dømmer os. Evangeliet er alt det i Ordet, der sætter os fri og rejser os op. Og hver gang forkyndelsen lykkes, så bliver det hele præcis så enkelt igen.
Det, der er indviklet, er alle vore forvridninger. Vore misforståelser, vore forsvarsmekanismer, vore overspringshandlinger, vor medfødte protest imod det enkle evangelium. Det er dem, der gør det nødvendigt for hver ny generation at nyskrive homiletikken. For hver ny generation finder nye måder at forvride evangeliet på.

Loven er Guds bud: det dobbelte kærlighedsbud, de ti bud. Den udtrykker Guds kærlige hellighed. Men i mødet med uhelligheden i vores liv udløser den dom og død; den er “dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver.” For den lover liv og frelse på betingelse.
Evangeliet er Guds nådestilsagn: forsoningen ved Kristus, genfødslen ved dåben, retfærdiggørelsen ved tro. Den udtrykker Guds kærlige barmhjertighed. I mødet med uhelligheden i vores liv udløser den nåde og frihed; “Ånden gør levende … og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed”. For den lover liv og frelse ubetinget.
Dette er gudsordets binære væsen.
Det næstvigtigste i nutidig forkyndelse er: at møde mennesker, hvor de står. Det allervigtigste er: at møde mennesker, hvor de ikke selv ved, de står. Dvs møde dem i lov og evangelium.

Hvad sker der, hvis man blander Guds lov og Guds evangelium sammen?

Mange forkyndere (særlig unge forkyndere) synes, at det kan da virkelig ikke være så indviklet; det kunne de bestemt ikke finde på at rode sammen. Men den sørgelige virkelighed er, at hvis ikke vi målbevidst og lidenskabeligt kæmper imod sammenblandingen af lov og evangelium, så sejrer den helt af sig selv. For den lever af den farisæiske natur, som ligger dybt og destruktivt i os allesammen (og bl.a. – ¬som nævnt ovenfor – ¬er drivkraften i vores medfødte herlighedsteologi!).
Denne drift til sammenblanding er en slags åndelig dødsdrift. Den er en åndelig fristelse: fristelsen til selvretfærdighed. Den er lige så stærk som vores kødelige fristelse: fristelsen til synd og egoisme. Og den forkynder, der ikke hele tiden har den i baghovedet og kæmper imod den, er hjælpeløs over for den. Og han kan ikke hjælpe mennesker med noget af det vigtigste overhovedet i livet: den åndelige frihed, uden hvilken vi hverken kan leve, elske eller tjene.

Et eksempel: Forkyndelsen slipper ikke uden om det smertefyldte budskab, at vi ikke har levet, som vi skulle. Et af forkyndelsens mål er afsløringen. – Men hvordan kommer man så videre derfra? Det mest logiske er selvfølgelig at forkynde således:
Vi har ikke gjort det så godt, som vi skulle …
… altså må vi nu gå ud og forsøge at gøre det bedre!
Det er indlysende. Men det går alt, alt for stærkt. På den måde bliver det slet ikke en kristen prædiken. Det bliver moralsk oprustning. Eller det bliver en politisk prædiken.

Derfor skal og må forkynderen, hvis han vil udfordre til tjeneste og godhed og offervilje, først lede fra den dårlige samvittighed hen til nåden: til dåben, til forsoningen, til trosfrimodigheden og den befriede samvittighed – og blive dér et godt stykke tid. Give tid og rum til at kunne få vejret igen, til at rette sig op, få tudet af, til at hvile ud som et barn i nådesfavnen. Først derfra kan han bevæge sig videre til forpligtelsen.

Afsløret.
Befriet.
Forpligtet.

– dette er rækkefølgen! Du kan ikke bare rode rundt mellem dem og gå ud fra, at folk alligevel kan finde ud af at leve i frihed, glæde og kærlighed. Den klare skelnen mellem loven og evangeliet er ikke en dogmatisk petitesse, men kernehemmeligheden i afslørende, frigørende og forpligtende forkyndelse.

Det er derfor en stadig kamp at forkynde præcis så enkelt, som Ordet egentlig er.

Jeg har i noen år vært knyttet til det kristne produksjonsselskapet som heter TV Inter i Oslo. Ikke alle har fått med seg hva selskapet heter, og det hender at noen ringer og spør om de har kommet til ”TV Intern” eller ”Intern TV.” Det er å håpe at misforståelsen skyldes navnlikheten, ikke programmene…

I leksikon står det at intern-TV – ”er fabrikker, store firmaer som sender på lukkede system, gjerne kabelnett. Bare beregnet for de som er tilkoblet nettet, – til internt bruk.” Dette er dessverre en mer treffende beskrivelse av kristen forkynnelse, enn det jeg liker å innrømme. Den egner seg best til internt bruk. I motsetning til intern-TV som handler om kommunikasjon i et lukket system, så betyr inter – på tvers, mellom, blant…

Kommunikasjon på tvers

Helt siden jeg begynte å forkynne for mer enn 35 år siden, har jeg hatt et sterkt ønske å kunne kommunisere evangeliet på tvers. Jeg vil ikke bare være opptatt av hva jeg selv sier, men hva andre hører. At jeg ikke bare har ansvar for det budskapet jeg sender, men hva som blir mottatt. Gjennom alle år har jeg arbeidet mye for å lære meg stadig mer om kommunikasjonens vanskelige kunst. Tenk å kunne formidle evangeliet på en slik måte at det blir hørt og forstått, trodd og tatt imot. Det er mitt livskall.

Det norske ordet kommunikasjon kommer fra det latinske; communicare. Det betyr: ”Å gjøre felles med.” ”Det er utveksling av menings – eller betydningsinnhold mellom individer og grupper ved hjelp av et felles system av symboler.” All form for kommunikasjon handler om å skape kontakt. Enten vi snakker om offentlige eller elektroniske kommunikasjonsmidler, handler det om å opprette forbindelse. Nokia vet hva det handler om; Connecting people.

Veien ut av isolasjon

Mye av det vi kaller kommunikasjon, handler altfor ofte om at vi bare snakker med oss selv. Det vi forkynner betyr sikkert mye for oss forkynnere, men vi klarer ikke å formidle det på en slik måte at det får betydning for mottageren. Vi kan gjerne unnskylde oss med at forskjellene er for store og at avstandene for lange, men Gud har vist oss veien fra isolasjon til kommunikasjon: Den går gjennom inkarnasjon.

Jesus er verdens beste kommunikator. Ingen har som han, klart å formidle sitt budskap på en slik måte at det har fått så stor betydning for så mange mennesker over så langt tid. Hva var hemmeligheten? Johannes skriver: ”Og Ordet ble menneske og tok bolig iblant oss…” Fra himmelen til jorden. Hvilken avstand. Fra Gud til menneske. Hvilken forskjell. Et klokt menneske har sagt at ”inkarnasjon er identifikasjon uten tap av identitet.”

Talegaver og lytte-evner

Mange tror at kommunikasjon handler om talegaver. Det tror ikke jeg. Det handler om
lytte-evner. Gode kommunikatorer er gode lyttere. Hvorfor begynte ikke Jesus sin
offentlige forkynnertjeneste før han fylte tretti år? Jeg tror han brukte tiden til å lytte og lære. Han levde vårt liv. Han lærte vårt språk. Han oppdaget våre behov. Derfor berører hans ord oss så sterkt. Han kjenner oss. Han vet hvordan vi har det. Han kan vårt liv. Forkynnere som lykkes i å kommunisere evangeliet, lytter aktivt i tre retninger:

1. De lytter til Gud.
2. De lytter til andre mennesker.
3. De lytter til seg selv.

Den taleren som ikke har lært å lytte, har ikke noe å si. Og om han sier noe, har hans ord ingen betydning. Skal våre ord berøre andre mennesker, må vi selv være berørt av andre og leve oss inn i deres liv. Jeg bruker å si at det hjelper lite om vi kan alt om Abraham fra Kaldea, hvis vi ikke har peiling på hvordan det står til med Abrahamsen på Kaldbakken.

Den første pinsedagen i Jerusalem demonstrerte Gud hvordan menigheten skal formidle evangeliet. Disiplene talte ikke uforståelige uten betydning. De forkynte evangeliet på et språk som folk forstod. Det var pinsedagens store språkunder. Folk fra alle verdens land fikk høre evangeliet på sitt eget språk. Vi vet hva det førte til. Tre tusen mennesker tok imot evangeliet og lot seg døpe.

Apostelen Paulus har også mye å lære oss om den kommunikasjonen som bryter vår isolasjon: ”Uansett hvordan et menneske er, så forsøker jeg å finne en grunn å stå på sammen med ham, slik at han tillater meg å fortelle ham om Kristus og lar Kristus frelse seg.” (1 Kor 9,22 – En Levende Bok)

Gjenkjennelse er nøkkelen

Kommunikasjon som berører tilhøreren, handler om gjenkjennelse. Igjen kan vi lære av historiens største kommunikator, Jesus Kristus. Jeg tror ikke at gjeterne var i nærheten av Jesus den første julenatten. De var aldri i nærheten når noe viktig skjedde. Snarere tvert imot. De var ute og utenfor – både det sosiale og religiøse samfunnet. Det var ikke gjeterne som var i nærheten av Gud, det var Gud som var i nærheten av gjeterne.

Hva skulle de ha på seg? Hva skulle de si? Hvordan skulle de oppføre seg? ”Og dette skal dere ha til tegn: Dere skal finne et barn som er svøpt og ligger i en krybbe.»
Et barn – så ufarlig. En krybbe – så velkjent. En frelser – så trygt. Når ikke vi kunne bli som Gud, ble Gud som oss. Jesus ble født i nærheten av gjetere. Han levde sammen med syndere og han døde mellom to røvere. Det er kommunikasjon gjennom inkarnasjon.

Når jeg vet HVEM jeg skal forkynne til og HVA jeg skal tale om, prøver jeg å stille meg selv noen viktige og vanskelige spørsmål i forberedelsesfasen. Kanskje noen av disse spørsmålene kan være til hjelp for deg i dine forberedelser?

FEM SPØRSMÅL FOR FORKYNNERE SOM FORBEREDER SEG:

1. Hva er den mest PRAKTISKE måten å si det på?
Evangeliet er ikke en teori som skal huskes, men et liv som skal leves. Bibelen sier at vi ikke skal være Ordets hørere, men Ordets gjørere. Forkynnerens utfordring er å formidle en praktisk anvendelse av Bibelens ord inn i tilhørerens liv. Det handler om

– å si HVA folk skal gjøre med det de hører
– å si HVORFOR folk skal gjøre det
– å si HVORDAN folk skal gjøre det

Forkynnelse skal ikke være informerende, men transformerende. Forvandlede liv er forkynnelsens mål. En god preken uten praktisk anvendelse er som å servere et festmåltid uten kniv og gaffel.

2. Hva er den mest POSITIVE måten å si det på?
Jeg har en god kompis som stadig minner meg om noe han synes passer på oss kristne: ”Det er ingen som kan spre så mye mørke som de som har sett lyset.”

Hakking og masing fungerer ikke hjemme. Det fungerer ikke fra talerstolen heller. Negativ forkynnelse tiltrekker seg negative mennesker og gir negative resultater. Vi må fokusere mer på det vi vil oppnå, og mindre på det vi skal unngå.

Evangelium betyr ”godt nytt.” Når vi forbereder oss, kan vi spørre oss selv: ”Er dette godt nytt?” Vi velger hvordan vi vinkler våre taler. Selv om vi belyser negative ting, kan vi gjøre det på en positiv måte:
– vi kan velge å tale FOR tro, istedenfor å tale MOT vantro
– vi kan velge å tale FOR overgivelse, istedenfor å tale MOT sløvhet
– vi kan velge å tale FOR trofasthet, istedenfor å tale MOT utroskap

3. Hva er den ENKLESTE måten jeg kan si det på?
Talekunst fungerer bare for de som allerede er overbevist. Apostelen Paulus sier:
”Min forkynnelse var enkel, ikke med oratorisk begavelse og menneskelig visdom. Men den Hellige Ånds kraft var i ordene mine og beviste for dem som hørte at budskapet var fra Gud.” (1 Kor 2,4 En Levende Bok)

Albert Einstein sa at ”du har ikke virkelig forstått noe før du kan forklare det på en enkel måte.” Når vi vet at folk glemmer 95 % av en tale etter 72 timer, må vi prøve å gjøre budskapet så enkelt som mulig. Det innebærer ikke at det blir tamt eller svakt. Tvert imot.

Det som kjennetegner gode vekkelsesforkynnere, er at de folketalere. Folketalere forkynner forståelig ord for alminnelige mennesker. Derfor er gode folketalere alltid gode fortellere. Punkter er for hodet. Fortellinger treffer hjertet. Kristen tro er ikke et prinsipp, det er en person. Forkynnelsen mål er å hjelpe folk inn i en relasjon.

4. Hva er den mest PERSONLIGE måten å si det på?
Noen sier at ”predikantens jeg ” ikke hører hjemme i en preken. Det er jeg helt uenig i. Ordet må bli menneske. Folk vil vite hvordan budbæreren er berørt av sitt budskap. Det handler om forkynnerens troverdighet.

Den mest personlige måten å si ting, er alltid den mest kraftfulle. Folk kan gjerne være uenig med våre forklaringer og fortolkninger, men ingen er kan avvise våre erfaringer. Ingen ting blir dynamisk før det blir personlig.

I følge undersøkelser foretatt av Dr. Flavil Yeakley’s blant 1000 kirker, viste det seg at i alle hurtigvoksende kirker er pastoren vennetypen, ikke manipulerende, men en relasjonell, samtale-basert forkynner.

Ingen forventer at forkynnere skal være perfekte, men de må være ekte. Folk må føle at de kan stole på oss, før de våger å stole på budskapet. Hvordan kan vi forkynne med større innflytelse?
– vær ærlig om våre svakheter og kamper
– vær ærlig om våre seire og fremskritt
– vær ærlig om hva vi lærer for tiden

5. Hva er den mest INTERESSANTE måten å si det på?
Det er ikke noe som er så drepende kjedelig som når du allerede etter noen få minutter inn i talen, vet hva som kommer. Tilhørerne er i utgangspunktet nysgjerrig, og denne nysgjerrigheten kan vi bare tilfredsstille hvis vi selv er nysgjerrige.

For å kunne holde på folks oppmerksomhet over en viss periode, må vi være både engasjerende og underholdende. Det er både uutholdelig og utilgivelig med kjedelige taler når vi har verdens beste budskap. Hvordan kan vi holde på interessen?
– varier uttrykket
– lag bilder
– fortell gode historier
– bruk humor

Lær av barn

Noe av det viktigste jeg har lært om kommunikasjon, har jeg lært ved å forkynne for barn. Det heter at ”av barn og fulle folk får vi høre sannheten.” Barn er i alle fall ubarmhjertig ærlige. De sitter ikke stille på stolen og legger ansiktet i fromme folder mens de hører på kjedelige forkynnere. De sier klart i fra. Derfor synes jeg det ofte kan være utfordrende å tale på familiegudstjenester og barnemøter. Men det er alltid nyttig.

Når mennesker i dag sier at jeg taler så folk forstår, sender jeg takknemlige tanker til barna som tvang meg til å gjøre vanskelige ting enkelt og interessant. I møte med barn våger jeg å være som barn selv. Da åpner mange dører seg. Var det derfor Jesus sa at vi måtte omvende oss å bli som barn for å komme inn i himmelriket? Kanskje vi som forkynner må omvende oss først?

Det er viktig før man begynner å forberede andakten eller tale at man er bevist på hva oppgaven består i. Det å holde en andakt er ikke det samme som å være en komiker, lage underholdning eller tidsfyll i en ellers grå hverdag.  Du har det fantastiske privilegium å gi ungdommene Guds ord.
Når man har fastslått hva oppgaven går ut på, er videre to andre viktige elementer: at  ungdommen faktisk forstår hva du sier, og forkynnelsen kan omgjøres til praksis i eget liv.

Hva vil du si?

Det aller første man må tenke på når man skal planlegge en tale er å finne ut hva som er budskapet. Hva vil du si? Hva er målet for andakten? Hva vil du at tilhørerne skal sitte igjen med? Jo mer konkret du kan være for deg selv, jo bedre er det. Når du vet hva du vil si er det også lettere å se om du har lykkes i formidlingen.
Når du har klargjort dette, kan det være lurt å legge opp resten av samlingen ut i fra dette målet.

Hvem vil du si det til?

Når du skal forkynne, uansett aldersgruppe, er det viktig at du definerer hvem som er målgruppen. Har du definert målgruppen har du mye større sjanse til å lykkes i formidlingen av ditt budskap.
Jo mer du kan få vite om målgruppen jo bedre. Jeg skulle preke på et ungdomsmøte og hadde lagt opp mye av talen med eksempler fra diverse komedier som da gikk på tv. Problemet var at et par timer før jeg skulle tale fikk jeg vite at denne ungdomsgjengen sjelden så på tv. Det var en trend i dette miljøet. Jeg tror de forstod hva jeg mente, men det var ikke helt suksess.
Jeg gikk en periode i en menighet med høy andel av innvandrere i barne- og ungdomsarbeidet. Det kom sterkt til syne når juleevangeliet skulle formidles og presten spurte hva gjeterne fant. Et barn rakk opp hånden og med forventningsfullt blikk sa hun:» en edderkopp?» Det var ikke helt det svaret presten var ute etter, men dette barnet hadde aldri hørt juleevangeliet. Vi visste at andelen barn med muslimsk bakgrunn var stor, men tenkte bare ikke på det…

Hvordan vil du si det?

Da jeg studerte ungdomsarbeid (Focus 9-16, Academy of Performing Art, Youth With A Mission) ble vi presentert for en statistikk som sa at vi husker 10 % av det vi hører, 30-40 % av det vi ser og ca 80 % av det vi gjør. Min erfaring er at dette ikke er så langt fra sannheten, og derfor er det viktig at vi ikke bruker bare ord i formidling av evangeliet, men hele sanseapparatet. Her er det strengt tatt bare fantasien som setter grenser, men for at metoden skal fungere godt er det viktig at den egner seg for målgruppen og at den henger godt sammen med tema.

For å gi et konkret eksempel. Jeg skulle snakke om menigheten og tenkte på den ut ifra Paulus sitt bilde om legemet. Poenget mitt var at alle lemmer trengs. I ungdomsgruppa er det for eksempel viktig at alle er med for å skape en god gruppe, ikke bare tre eller fire. Jeg illustrerte dette ved hjelp av en konkurranse. Tre lag med tre personer på hvert lag. Målet var at de skulle løpe frem til bordet og så spise en liten melkesjokolade som jeg la på bordet. Det var en sjokolade til hver deltaker. Dette var en stafett mellom tre lag og hinderet ble at de fikk forbud mot å bruke forskjellige kroppsdeler. Førstemann fikk ikke se, andremann ikke lov til å bruke beina og tredjemann fikk ikke lov til å bruke hendene. Da de var ferdige spurte jeg hva som ville gjort oppgaven enklere. Jeg hadde da et utgangskpunkt for å forkynne at det er behov for alle og at vi alle har forskjellige oppgaver i for eksempel en barnegruppe.

Kort om kroppsspråk.

Et gammelt utsagn lyder ca. slikt:: «Jeg hører ikke hva du sier for kroppen din roper så høyt.»
Forkynnelsen begynner før selve preken/andakt, og den fortsetter etter på. Det har faktisk betydning for budskapet hvordan du oppfører deg. Når jeg var kristenruss hadde vi en voksenleder som sa at vi måtte leve livet slik at det understreket ordene vi sa og ikke streket over dem. Derfor er det viktig at måten du agerer etter en andakt henger sammen med de ordene du nettopp har sagt.
Det at vi kommuniserer med kroppen vår er neppe en overraskelse for noen. Det er kun en liten del av all kommunikasjon som foregår verbalt.
En statistikk sier at man kun oppfatter 7 % verbalt (bare ord), 38 % vokalt (toneleie, stemmeklang og andre muntlige signaler utenom ord) og 55 % er ikke-verbalt i kommunikasjon . Det betyr at når vi snakker med ungdom formidles budskapet litt igjennom ordene vi sier og mest gjennom hva vi kommuniserer med kroppen vår. Dette gjelder også når vi forkynner og ikke bare når vi «henger» med ungdommene.

Øynene.

Prøv å se så mange du kan i øynene i løpet av tiden du er sammen med ungdommene. Dette gjelder under andakten du har, men også resten av kvelden du er sammen med dem. Folk flest liker å bli sett, men dessverre er det lettest å se de som roper høyest. De som sitter stille i kroken ønsker også å bli sett, men de «krever» at vi tar iniativet.
På den andre siden, ser du på samme person for lenge blir dette ubehagelig så husk å se på flere. Det som er interessant er at selv om du ser et menneske i øynene er det ikke sikkert han eller hun oppfatter det. Dette kan dere i ledergruppa faktisk øve på og gi hverandre tilbakemelding på. Jeg har for eksempel en tendens til å smile mye og da forsvinner øynene mine. Det resulterer i at ikke mange oppfatter at jeg faktisk ser de i øynene.

Nervøsitet

Dessverre synes det om når man er nervøs. Litt nervøsitet er bare bra, det skjerper sansene. Utfordringen er hvis nervøsiteten tar overhånd.  Når du skal forkynne er lurt å mentalt forberede seg, og møte nervøsiteten før du reelt opplever den. Et lurt tips er å gå mentalt igjennom hele scenariet: Når du kommer til stedet, når du møter folk, når du reiser deg og skal stille deg foran en forsamling.
Hvordan føles dette? Når blir du nervøs? Hvor er de «kritiske» punktene, for eksempel når magen knyter seg? Kjenn etter hele forløpet mentalt. Når du senere skal gjennomføre andakten, så har du allerede vært der. Du har mentalt tatt kontrollen.

Selvtillit

Ha tro på deg selv! Jeg er ikke utrustet med verdens beste selvtillit, men har lært meg noen knep til hvordan øke den. Bibelen sier at troen kommer av forkynnelsen  og det samme gjelder de tankene vi tenker om oss selv. Tenker vi positive tanker og snakker positivt om oss selv og til hverandre gjør det faktisk noe med oss. Det har i hvert fall gjort noe med meg. Derfor, som en del av min forberedelse, girer jeg meg opp med å snakke bra til meg selv. Det gjør også noe med hele kroppsholdningen din hvis du hvis du går opp på talerstolen med tro på deg selv.

Vær livsnær

Det er viktig for meg at når jeg forkynner skal tilhørerne kunne relatere det til den hverdagen de selv har. Jeg skal ikke påstå at jeg alltid klarer det, men jeg er det bevist i planlegging. Det gjør også at jeg det er viktig for meg å undersøke hvem som er målgruppa for forkynnelsen.

Ærlighet

Ærlighet er det aller viktigste for meg som forkynner og ungdomsarbeider. Det betyr ikke at jeg sier alt, men at det jeg sier er sant. Jeg kan heller ikke late som jeg er glad i meg selv eller fake god selvtillitt, og derfor har det vært viktig for meg å jobbe med deg selv slik at det faktisk blir tilfelle.
Når jeg skal forkynne er mitt mål å forkynne Gudsord og ikke kun fortelle Heges liv med Gud. Guds ord skal være utgangspunktet og mine erfaringer skal være med å bekrefte eller beskrive et poeng. Jeg har oppdaget at jeg lett kan formidler evangeliet etter Hege og kun bruke Guds ord til å støtte opp under det.

Lykke til med forkynnelsen. Minner om at denne artikkelen er skrevet med bred pensel og at det er mange nyanser som ikke fikk plass på disse sidene.

Pease, A. og B. Kroppsspråk, Cappelen 2005
Romerne 10:17

En andaktsproduksjon 1, 2, 3:

1. Tema!

a. Enten får man et tema eller en tekst.

b. Man må finne tema og/eller tekst selv.

2. Hvordan forberede seg?

a. Bønn – Be gjerne så ofte du kan i forbindelse med forberedelsene til en andakt.

b. Bibel – Finn relevante ord/tekster til ditt tema.

c. Idemyldring – Skriv ned alt du kommer på omkring temaet

d. Refleksjoner – Sorter ut det viktigste fra idemyldringen, start tankeprosess.

e. Hovedsetning – Skriv det du vil si ned til en konkret setning. Ett poeng!

f. Disposisjon – Hvis behov, sett gjerne opp en disposisjon for andakten.

g. Skriv andakten – Enten ord for ord, eller stikkordsnotater som du snakker rundt.

h. Øvelse – Pugg det du skal si, og hold den gjerne høyt for deg selv flere ganger så du blir trygg.

3. Holde andakten!

a. Bønn – Be gjerne litt før du setter i gang. Ikke noe krav.

b. Stemmebruk – Bruk tydelig og klar stemme. Bruk din egen stemme.

c. Blikkontakt – Se på tilhørerne, møt blikkene deres.

d. Kunstpauser – Ta gjerne korte pauser mellom poengene, eller på passende steder.

e. Kroppsspråk – Tenk på hvordan du sitter/står, bruk gjerne kroppsspråk til å illustrere det du snakker om.

f. Poeng – Prøv å få poengene dine tydelig frem for tilhørerne.

g. Lengde – Ikke fort deg til slutten, men ta deg tiden du trenger. Pass også på at du heller ikke trekker den ut.

h. Avslutning – Oppsummer gjerne kort hovedpoenget ditt hvis nødvendig.

4. I etterkant!

a. Skryt og ros – Ta imot og vær stolt.

b. Bønn – Takk gjerne Gud etterpå, uansett hvordan det gikk.

c. Konstruktiv kritikk – Ha gjerne som kan gi deg konstruktiv tilbakemelding i etterkant.

d. Refleksjon (gjerne sammen med veileder) – Hva gjorde jeg bra og hva gjorde jeg dårlig? Hva kan jeg gjøre ennå bedre til neste gang?

GENERELE TIPS OG TRIKS

– VIRKEMIDLER:

Jesus brukte mye lignelser i sin forkynnelse – du kan også gjerne bruke ting, historier, bilder eller likende som kan illustrere det du snakker om. EKSEMPEL: Temaet er ”JESU DØD” – ta for eksempel med deg et kors, eller en nagle som illustrer hva som skjedde med ham. Eller bruk et dikt i forbindelse med det du sier, et bilde eller en film? Mulighetene er mange!

– BRUK DET DU HAR

I forberedelsene til en andakt er det viktig å bruke de evnene og tankene, den oppfinnsomheten og de hjelpemidler man har til rådighet og putte dem inn i andakten. EKSEMPEL: Er du flink til å synge? – Avbryt din egen andakt og syng en sang som har noe med temaet og gjøre, etterpå knytter du sangen opp til temaet som en del av andakten.

– FREMFØRELSE

Vær ærlig, la det du sier ha en betydning for ditt eget liv på en eller annen måte. Bruk din egen stemme, ikke ta på deg ”andaktsstemmen”. Ikke bruk mange ekstra unødvendige ord til det du skal si, lær deg andakten godt først så er du konkret, enkel og direkte. Vær personlig, men ikke privat – gi gjerne eksempler fra eget liv, men ikke bli unaturlig privat. La kroppspråket ditt si det samme som det du formidler. EKSEMPEL: Ikke snakk om frimodighet og glede og stå med beina i kors, mens du kikker i gulvet. Heller ikke snakk om sorg og lidelse mens du smiler over hele ansiktet og veiver entusiastisk med armene!

– TROVERDIGHET

Viktig når man skal holde en andakt er å være troverdig, og ikke komme med et budskap man er fullstendig uenig i, eller overhodet ikke interessert i. Det man holder andakt om burde på en eller annen måte ha innvirkning å eget liv.

Mitt viktigste råd er: VÆR ÆRLIG, så går alt bra!

– TEOLOGI

En andakt behøver ikke være noe direkte sitat fra Bibelen, men det er greit å vite at det man snakker om faktisk stemmer overens med det som står skrevet. Her kan det være nyttig med selvstudium i forkant, samtidig som det kan være fornuftig å gå til en veileder for hjelp i vanskelige spørsmål, eller for rent praktisk hjelp.

– OPPBYGGNING OG SAMMENHENG

Pass på at andakten din har en sammenheng. At du ikke i det ene øyeblikket beveger deg fra noe, mens i neste øyeblikk er over på noe helt annet. La det være en klar og tydelig sammenheng og prøv der hvor det er mulig å skape en slags oppbygning, slik at du skaper et slags klimaks, eller bruker fiffige triks for å fenge tilhøreren og fremlegge temaet og poenget ditt ennå tydeligere. Tenk på andakten din som en novelle, at du bare røper det som er nødvendig før du kommer med avsløringen, konklusjonen eller liknende mot slutten.

– HOVEDSETNING

Et veldig godt redskap for en selv i forberedelsene til en andakt, er å krystallisere ut akkurat det du skal si, og få det ned i en setning. På denne måten faller du ikke så lett i fellen av å si for mye om for mange ting – mens man tvinger seg til å komme nøyaktig til poenget. Denne ene setningen vi også gjøre det lettere å lage andakten rundt etterpå.

– RELEVANS OG AKTUALITET

Prøv å knytte det du snakker om opp til tilhørernes liv. Finn tilknytningspunkter i deres virkelighet som du knytter andakten din opp mot, bruk eksempler som er relevante for tilhøreren og aktualiser poenget ditt. EKSEMPEL: Hvis temaet er bønn, og du har lest fra Bibelen og fortalt om hvordan disiplene ba både for hverandre, alene, for syke osv. Så aktualiser det ved å si at dette faktisk også gjelder i dag – for oss! Vi kan be, og vi kan banke på! DU I DIN VERDEN, I DIN HVERDAG KAN SNAKKE MED GUD!

– BRUK GOD TID

Det viktigste for at en andakt skal bli god, er å bruke god tid på forberedelsene, ta deg tid til å be, ta deg tid til å reflektere omkring hva det egentlig er du vil si! Ta deg tid til å skrive ned, revidere og begynne på nytt. Ta deg tid til å snakke med en veileder i forkant, og ta deg tid til å lese mye på andakten i forkant, og til å holde den for deg selv – evt. for veilederen din.

– VÆR SNILL MOT DEG SELV

Ingen blir verdensmester første gang! Iblant går andakten du skal holde ganske dårlig, iblant går den kjempe bra! Noen ganger får du masse skryt, andre ganger ingenting – men uansett; ha tro på deg selv, og fortsett med å holde andakter selv om det skulle gått skikkelig dårlig engang. Gud har tro på deg, og uansett hvordan du føler deg – så kan han bruke deg! Det kan være produktivt å ha en veileder til stede under andakten, dersom dette er mulig, og få ham til å vurdere deg slik at du kan få greie på hva du gjorde veldig bra, og hva du kan gjøre ennå bedre, eller ikke gjøre. En del av oss har en tendens til å for eksempel klø seg veldig mye i håret, sleike seg mye omkring munn eller andre liknende ting man gjør uten egentlig å vite om det. Slike ting er det greit å bli bevisst siden det kan trekke mye av oppmerksomheten bort fra det du sier.

– GUD KAN BRUKE DEG

Man behøver ikke føle seg så voldsomt som en andaktsholder, eller som en forkynner/evangelist for at man skal kunne holde andakt. Gud bruker enhver av oss, stor eller liten, erfaren eller uerfaren, redd eller uredd – og han kan bruke deg! Tenk, du kan være en del av å formidle verdens viktigste budskap ut til mennesker; håp, kjærlighet, tro og nåde over nåde. Et budskap som finner sin vei inn i livet til de menneskene som hører på, fordi du er nemlig ikke alene når du taler Guds ord. Den Hellige Ånd er med deg og planter det du sier i hjertene på tilhørerne, slik at budskapet om Jesus Kristus kan slå rot. Guds ord vender aldri tomt tilbake, er det noe som heter.

Til sist i denne korte innføringen i hvordan man skal holde andakt kommer passende nok et bibelvers. Det er hentet fra Dommernes bok i Det gamle testamentet: ”Gå av sted så sterk som du er, (…) er det ikke jeg som sender deg?” Dom. 6:14. Dette verset har vært en trøst for meg de gangene jeg skulle holde en andakt og har vært veldig bekymret for hva jeg skulle si, og for hvordan det kom til gå.

Gud har sendt oss, og vi har ingenting og frykte i tjeneste for Ham.

Dette er selvfølgelig ingen fasit på hvordan forberede og holde en andakt, men kan kanskje gi noen tips til videre refleksjon og arbeid med forkynnelse.

Lykke til!

Bokanmeldelse: ”Grensesprengende. Forkynnelse for ungdom 15-18 år”.

Hans Austnaberg og Bård Mæland (red) Tapir forlag 2009.

Det er ikke altfor mange bøker å velge i som handler om forkynnelse for ungdom. Særlig ikke fra en norsk kontekst. Når det nå har kommet en ny bok med akkurat dette som tema, er det grunn til å hilse den velkommen!

Boken ”Grensesprengende” er todelt. Første del er basert på en empirisk undersøkelse blant ungdom i alderen 15-18 år i Stavanger bispedømme. Informantene er ungdom som er aktive i kristne miljøer. Som leser er det interessant å se temaet ”forkynnelse for ungdom” fra et ungdomsperspektiv og ikke bare fra et forkynnerperspektiv. En liten hake er at man som leser ikke sitter med annen kunnskap om den som siteres i boken enn kjønn, og at dette er en kirkeaktiv ungdom fra Rogaland. Det oppgis at det i intervjugruppen finnes ungdom med noe ulik bakgrunn, men hvem som sier hva kommer ikke frem i svarene som gjengis. ”Det som det er mulig å si noe om ut fra dette empiriske materialet, er akkurat hva disse ungdommene mente om det de ble spurt om”, sier forfatterne. Det er et viktig premiss som man som leser må være klar over. Intervjuene er i seg selv spennende materiale, og de gir mange viktige innspill. Det stilles gode spørsmål med svar som er relevante for en som vil forkynne for ungdom. Kanskje kan man som ungdomsforkynner stjele metoden, og gjøre en lignende undersøkelse der man selv er. Det vil kunne gi viktige momenter til hva ungdom tenker om forkynnelse i ens egen lokale kontekst.
Andre del av boken er en samling enkeltstående artikler. Artiklene har en rød tråd, men kan leses hver for seg. Artiklene holder høyt faglig nivå, og er både spennende og grensesprengende lesning. Her er stoff for den som går sine første skritt som forkynner, men også for den som har mange år bak seg med forkynnelse for ungdom. Det gis ingen enkle oppskrifter eller 10 punkter for å bli en super forkynner. Det er egentlig en lettelse, for alle som har drevet litt med forkynnelse vet at dette er hardt arbeid og ingen enkel oppgave! Det eneste som hjelper for å bli bedre er å øve, gå på trynet, få trøst og ny kunnskap, og prøve igjen. Forkynnelse er et håndverk. Og som for alle håndverk er gode verktøy essensielt. Artiklene i boken er et slikt verktøy. Her finner du mange ulike vinklinger, og mye god teologi. Det er et bredt spenn i tematikk, men den missiologiske grunntonen ligger der tydelig gjennom boken. Det gis gode henvisninger til annen litteratur, så her er det mye å ta tak i for den som vil jobbe videre med tematikken på egen hånd.
De 11 forfatterne bidrar med tanker og stoff som utfordrer, oppmuntrer og inspirerer. Det kunne vært spennende om man også hadde våget å invitere flere jenter med på laget, bare en av de tolv artiklene er skrevet av en kvinne. Hvis dette speiler virkeligheten når det gjelder forkynnelse for ungdom, er det en stor utfordring. Er det færre jenter/kvinner enn gutter/menn som forkynner? I så fall; hvorfor er det sånn? I intervjumaterialet er det tilsvarende skjevfordeling andre vei, intervjugruppen består nemlig av 12 jenter og 5 gutter. Et lite tankekors.
Boken ”Grensesprengende. Forkynnelse for ungdom 15-18 år” er en viktig bok. Den kan være med på å gjøre gode forkynnere enda bedre. Enten man sluker den hel eller tar den i mindre porsjoner, bør boken absolutt være en del av ungdomsarbeideres og ungdomsforkynneres verktøykasse. Forkynnelse er viktig. Gjennom forkynnelsen av Ordet om Gud kan stadig nye ungdommer få et livsforvandlende møte med Ham. Noe større kan ingen være med på. La deg inspirere! Herved er boken anbefalt – på det varmeste!