Forkyndelse til tiden

I actionfilmen Taking Lives med Angelina Jolie får retsmedicinerne på et tidspunkt et kranium fra et mordoffer udleveret. De skal så rekonstruere det oprindelige ansigt oven på kraniet, så offeret kan identificeres. Og det lykkes dem faktisk: Ud fra hovedskallens form og furer kan de modellere ansigtet, som det så ud, da det havde kød og sener og muskler og øjne og hud.
  Men hvad de dygtige retsmedicinere jo ikke kan rekonstruere er: Hvilket udtryk havde dette ansigt? Hvordan var dets blik på den og den dato? Hvilket udtryk havde dette ansigt, når det hadede? Hvordan var dets ansigtsudtryk, da det døde? Hvordan så det ud, når det elskede?

En af de mest skræmmende og forstyrrende ting, jeg har lagt mærke til de senere år, er: To forkyndere kan have helt identiske læregrundlag; de kan hylde samme troslære, de kan formulere nøjagtig enslydende bibelsyn; de kan så at sige have samme dogmatiske skelet – men over dette dogmatiske skelet kan den ene forkynder modellere et gudsbillede med et mistænksomt, skulende, skræmmende ansigt; og over præcis samme dogmatiske skelet kan den anden forkynder modellere et gudsbillede med et varmt, trygt, elskende og mildt ansigt.
    Forskellen på sådanne to forkyndere er måske ikke, at de har forskellig troslære. De kunne måske endda skrive en tommetyk dogmatik sammen og højst blive uenig i fodnoterne. Men de har forskellige gener; de har haft forskellige forældre, de har haft forskellige oplevelser – og nu står de så og prædiker helt forskellige gudsbilleder, så man næsten må spørge, om det overhovedet er samme religion.

Jamen er læren ikke nok?
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at det er en skræmmende og forstyrrende tanke. For jeg er oplært i en tradition, der vogter læren. Min teologiske dannelse er sket under ekkoet af Luthers ord, at med hensyn til livet kan vi kun have uendelig overbærenhed og tålmodighed; men med hensyn til læren tåler vi intet og kan ikke rokke os en tomme, for med læren står og falder alt.
    Sådan ser jeg faktisk stadig på det. For troslæren er ikke teori for mig. Både mit eget trosliv og min forkyndelse lever af læren. For mig er læren ikke blot betonfundamentet under huset; det er den gode, kraftige muldjord, vi gror i, “næret af troens og den gode læres ord, som du har fulgt” (1 Tim 4,6). Så for mig er læren overhovedet ikke livets modsætning, sådan som man kan høre det, når folk vrænger ad den “døde rettroenhed” og den “lammende ortodoksi”. Læren er vores værn, ikke blot mod ukorrekt forkyndelse, men også mod uglad og ufri forkyndelse. Læren sætter os fri; læren er livsnødvendig ...
    ... og så viser det sig åbenbart alligevel, at læren åbenbart ikke er tilstrækkelig. Uanset hvor detaljeret man pinder den ud. Den er i hvert fald ikke tilstrækkelig, med mindre man udvider troslæren til også at omfatte homiletik og menneskekundskab og sociologi og kommunikation og retorik og selvindsigt.
    Det tror jeg for så vidt også netop, at sand bibelsk troslære kræver: at udvides til også at omfatte homiletik og menneskekundskab og sociologi og kommunikation og retorik og selvindsigt.
    For det kunne også siges på en anden måde: Troslæren kræver at udvides til også at omfatte kærligheden.

Er det fordømmende at forkynde?
Min datter Maiken er 17 år. Når hun ikke gider høre på faderlige formaninger og gode råd, siger hun det således: “Far, jeg vil ikke have en prædiken”! – hun siger ganske vist også, at det er OK, at vi kommer med gode råd, men det skal bare være på en anden måde, “ikke som en prædiken” ...
    OUCH! Her gik teologen og bildte sig ind, at prædikener først og fremmest er hjælp og befriende kristusord. For sådan har jeg lært det, og sådan har jeg for så vidt selv oplevet det: Prædikener kan da godt være kedelige, men de kan også være livgivende og trosgivende og glade (det mærkelige er, at langt de fleste prædikener, vores Maiken selv har hørt i den lokale kirke, har faktisk været omsorgsfulde, glade, indfølende osv. I praksis er hun faktisk ret glad for prædikener). Men ordet “prædiken” er gledet ind i sproget som et udtryk for bedrevidenhed, overlegenhed og bebrejdende nedladenhed.
    Og det er der desværre grunde til!